United States or Christmas Island ? Vote for the TOP Country of the Week !
Himlen var dunkel og uden Stjerner. Længe talte ingen af dem. Saa sagde Moderen, der saá saa høj ud i Mørket: -Véd De, Tine, her skulde man føre de Mennesker hen, som lider. Men lidt efter sagde hun og hendes Stemme var ubeskrivelig træt : -Og alligevel, det kunde ikke nytte. Jeg tror, at Jordens Skønhed forhøjer kun Sjælens Lidelse: -Der er ingen Trøst. De gik videre over de halvmørke Marker.
Thi "der er endnu kun en såre liden Stund, så kommer han, der skal komme, og han vil ikke tøve. Men min retfærdige skal leve af Tro; og dersom han unddrager sig, har min Sjæl ikke Behag i ham." Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig, til Fortabelse, men af dem, som tro, til Sjælens Frelse, rne 11 Men Tro er en Fortrøstning til det, som håbes, en Overbevisning om Ting, som ikke ses.
Ida rystede paa sit Hoved: -Nej, jeg tror det ikke, sagde hun. -Ja, jeg ikke heller, sagde Qvam. Fa'en ta' mig, om jeg vilde sende ham til Skt. Hans.... -Men, sagde Ida, hun talte bestandig med den samme stemme, en Stemme, der ligesom var fra andre Sjælens Egne end Ordene, som hun sagde: hvorfor er han her da egentlig?
Da de var naaet ned i Ladegaarden, standsede Nils Uldahl pludselig, slog en Haand op mod den stjernefunklende Himmel og sagde fra Sjælens Dyb: Den menneskelige Brunst, Smed, rejser sig som en Obelisk over Jorden i evig Længsel mod Saturns Ring! Ja e ... sagde Smeden og kiggede andagtsfuld op mod de samme evige Stjerner men vi maa jo vide at bøje vos for Guds Vilje, Godsejer ...
Nu, Christopher, der har De gjort en god Gjerning, for den Bog har Emmy gaaet og talt om, jeg veed ikke i hvor lang Tid. Lad os nu see, om den virkelig er saa fortræffelig see her om Sjælens Udødelighed Spinoza Jacobi det er bestemt altfor lærd for mig det forstaaer jeg ikke noget af. Hvad mener De, Frederik?«
Ikke fordi jeg betragtede dem som umulige, men fordi selv deres Virkeliggjørelse maatte blive tom og indholdsløs i Forhold til dette milde og klare Ideal, overfor hvilket jeg følte alt det Gode i mig komme frem til Lyset og alle raa og lave Elementer synke og bundfælde sig i Sjælens ubevidste Naturdyb. Jeg betoges af en feberagtig Længsel efter at se hende.
Derpaa skar man alle Leddene over paa den myrdede for at hindre Sjælens Hævn. Hovedet puttede man i en Fangeblære, slæbte det op til en Bræ og lod det falde ned i en dyb Spalte; thi saa mægtig var Ilisimartoq, at man var bange for ham, selv efter at Liget var sønderlemmet. Og man fortæller, at mange, der siden kom forbi den Bræ, hørte Raab dernedefra.
Og hun vilde kun have døde Ting om sig, som ikke bragte Smerte. Men atter slog Trøstesløsheden hende med Fortvivlelse, saa hun græd og atter blev hun sløv. Det var Sjælens Dødskamp. Hun vilde samle hans Billeder sammen og tage dem med alle. Hun reiste sig, og hun gik ind i Dagligstuen, og hun tog Fotografierne ud af Albumerne og vendte tilbage med sin Skat.
"Jeg plejer at sætte mig saadan ..." Han trak en Stol hen og satte sig ved Siden af Professoren. "Naa ja, det er godt," Professoren havde travlt med sine Fingre, "jeg skal nok gi'e Elmire." William rejste sig og gik bøjet frem: Gid Himlens Naade Dem hver Dag beskærme maa! Gid Sjælens Sundhed De med Legemets maa faa!
Hun trak dem til sig for at lytte til det første, uroligt sitrende Hjerteslag i et ungt Bryst, for at kvæges ved det første Lidenskabens Aandepust, der fødes som et Suk af Sjælens uvante Beklemthed. Hendes Bliks og Hænders Kærtegn vakte hos de unge Venner denne frygtsomme Kærlighed, der rødmer over sin egen Uformuenhed, mens den i Tankerne besidder alt.
Dagens Ord