United States or Madagascar ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun og William havde drukket to Glas med hinanden: første Gang havde de stødt Glassene sammen, som man plejer, men anden Gang havde Margrete ligget ned i Stolen, dovent henslængt, og havde bedt Gerson om at tage Glasset. Saa havde hun rejst sig lidt op, set paa William, smilet og tømt det. William drak ud til Bunden.
William og Margrete havde ikke talt sammen under Borddansen, deres Blikke mødtes kun, naar hun fo'r forbi i Dansen. Det var alt. Nu skulde de danse. William havde aldrig set Frøken Blom med saa straalende Øjne, hun sad inde i Kabinettet paa en Sofa og daskede Nina paa Armen, lidt dovent. William blev slaaet af det lade, der var udbredt over hende.
William havde kun én Tanke, at denne gamle Mand ikke kunde afgøre hans Skæbne. Den Tanke belejrede ham: gaa, skyde det op, idetmindste gaa til en anden. Men pludseligt saá han ind i dette besynderlige graa Mørke, som siden hin Samtale med Margrete saa ofte havde værst hans Tankers Skræk, og han ligesom satte sig fastere i Stolen. Han maatte blive. Professorer havde fundet det.
William sad imellem "Veninden" og Margrete. Margrete havde trukket sin Stol helt ind under Divanbordet og sad lænet tilbage med Hovedet støttet paa den polstrede Ryg. Gerson viftede hende. William talte ikke meget. De havde alle drukket megen Champagne, Margrete især, hendes Øjenlaag var næsten tunge.
Der var hændet meget siden den Dag, da han fortalte, at "Professoren" kom for at spille Komedie og at de skulde assistere. Ja, meget var der hændet, man kunde nok have Lov til at være blevet gammel. Her saá han Margrete. Hun var bleg, og skjulte Ansigtet halvt med Viften. Maaske var hun bange for ham og frygtede hun behøvede det ikke for ham skulde man ikke lide mere. Han saá paa Kamilla.
Han vilde dog sige til Margrete, at man ikke gjorde Ret i at danse med alle og enhver, og at man helst skulde sige Nej til Hoff ... Han vilde ligestraks efter første Dans trække Nina til Side og sige det, saa kunde hun ... Margrete kendte naturligvis ikke Hoff, og saa var det dog virkelig rigtigt det var jo ligefrem hans Pligt, naar Margrete kom saa meget hos dem, at sige det og sørge for, at hun ikke dansede med et Menneske, som nej, som man ikke dansede med.
Han løftede Hovedet igen og stod nogle Øjeblikke, saa saá hun flygtigt hen over hans Ansigt, og som om Rødmen smittede, blev de begge røde paa én Gang. Det var nu saadan blevet en Vane, at Margrete Blom og William Høg rødmede, hver Gang de saá paa hinanden. Saa gik han.
William førte med et Ryk sit Hoved tilbage i Skyggen, han følte, han blev blussende rød, og som Svar paa et ganske andet Spørgsmaal sagde han: "Jeg holder heller ikke af, at Nina danser med ham." Margrete lo. "Men hvorfor? hvorfor kan man ikke danse med ham?" "Fordi" han stammede og søgte om Ord, saa sagde han hurtigt: "det er noget, man har paa Følelsen, Frøken Blom."
Saa var Margrete kommet som et lyst Billede i hans Liv ... Naar han nu tænkte paa hende, skød han Billedet bort, ligesom holdt sig for Øjnene for ikke at se.
Hun havde haft Hænderne liggende i sit Skød, nu faldt den ene Haand ned og strejfede William ... Baronen læste et fransk Digt højt, han havde fundet i en Kransekage: "Kærligheden kommer og besejrer os alle dens Besnærelser er berusende søde." William saá uafbrudt paa Margrete, som smilede. "Kender De noget til de Besnærelser, Gerson," spurgte hun.
Dagens Ord