United States or Suriname ? Vote for the TOP Country of the Week !
Der er jo ikke Mening eller sund Sands deri. Ja #jeg# forstaar det ikke! Det var dog ham selv, der ikke vilde staa i andet end Venskabsforhold til mig, og som raadede mig til at gifte mig med en brav Mand, og nu bebreider han mig det. Og saa paa saadan en dum Maade! Hvorfor udtaler han ikke selv sine Følelser? et Digt af Heine, ja, naar det saa endda havde passet til Situationen, men aldeles ikke!
Det var blevet Nat; en pragtfuld ægyptisk Himmel med tindrende Stjerner hvælvede sig over mit Hoved. De Stemninger og Tanker, der bevægede mit Sind, formede jeg i de følgende Dage til et lille Digt, hvilket i de senere Udgaver blev trykt som en Hilsen til Hjemmet. Fortællingen var færdig, men Reisen var langtfra færdig.
"Maaske kunde jeg tage et Digt ..." "Ja, kan De et," Professoren saá op, "saa kan jeg se paa Dem med det samme." "Et af Fiskerjenten ..." "Naa, ja, det deklamerer de alle. Kom saa ind og buk." Professoren rejste sig, trykkede Brillerne fast mod Næsen og ventede. William kom ind og bukkede. "Dybere," sagde Professoren, "dybere ... man maa altid bukke dybt for Publikum." Han bukkede om, igen om.
"Gud, det er han osse," raabte Gerson, "Du skulde bare høre, sikket Digt han læste højt i Klassen igaar." "Gerson," fo'r det ud af William. "Saa Hr. Høg skriver Digte og om hvad?" Frøkenen lo. "Pyt," Gerson slubrede Kompotsaucen op med en Ske, "naturligvis om Kærlighed." "Ulykkelig?" Hun saá lige paa Høg, og deres Øjne mødtes for første Gang. Saa gled hendes bort.
Hun gik tilbage i Værelset og knælede ned ved den lille Haandkuffert, som stod aaben midt paa Gulvet. Af en Mappe tog hun et Brev frem og rakte mig. Det var skrevet paa meget elegant Papir og indeholdt kun nogle ubetydelige Linier som Indledning til et Digt af Heine, hvilket jeg ikke kjendte. Det lød saaledes:
Men Harriet og William var gloende røde i Hovederne og gik uden at se paa hinanden op til Altret, hvor Nina messede ag gav dem smaa Ringe af Guldperler. William troede, det var Alvor, og midt, mens Nina messede, gav Harriet sig til at græde. Den næste Dag skrev William et Digt om en Fe og nogle Violer, Stella lo af det, saa Taarerne løb hende ned ad Kinderne.
Berg havde forbudt ham at gaa ind, han sad tankeløst og klippede mekanisk Aviser i smaa Stumper; han blev ved at sige et Digt frem, som han havde til Skolen, ganske sagte, mens han klippede ... Men han hørte ikke de Ord, han selv hviskede; hans Liv laa i det Øre, med hvilket han lyttede til den Døendes Rallen bag den tiltrukne Portière.
Den Forstemthed, eller snarere den Forsagthed, der havde tynget os, siden hint usalige Digt var blevet berørt, veg for Ringvexlingens gyldne Magi. Det var blevet det skjønneste Solskinsveir; vi besluttede at nyde det oppe paa den nære Terrasse. Heroppe vrimlede det af Spadserende, som altid paa denne Dagstid i godt Sommer-Veir.
Børnenes Stemmer hørtes inde i Gaarden.... Da Tine kom tilbage, sad Moderen og læste i en gammel Bog. Tine satte sig stille hos hende. -Hvad læser De? spurgte hun. -Et Digt, sagde Moderen. -Hvad for et? Moderen vendte Bogens Blad, og, som om hun læste for sig selv, gentog hun atter Digtet: En sælsom Drøm har jeg haft: I Ørknen var jeg. Det var kun Sand og Sand, og intet uden Sand.
Men skønnest af alle Billederne var dog det legemstore Digt over Fru Line, der hængte paa Havesalens Midtervæg. Hendes Mand havde i Tidernes Morgen ladet hende male af Landets største Maler.
Dagens Ord