Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 6. juni 2025
Og da han var ved at falde hen, kom han alligevel til at forestille sig denne Krop af gedigent Guld, der laa lige under Jorden, saa at man blot behøvede at tørre Grus og Smaasten væk for at se det matte, ridsede Guld, der krøb som en Rod ind under Jorden. Han vilde stille sig paa det med begge Fødder.
Aa, Onkel Joachim, jeg beder Dig ... jeg kender ham ... Og Menneskene er jo nu engang, som de er ... Gu' er de ej! Hvor har Du ham? Naa? Han har lukket sig inde i Taarnet ... Jeg skal da vel ikke op af flere Trapper? Nej, det er herude ved Entréen ... Men, han lukker Dig ikke ind, Onkel. Det skal vi faa at se! ... Er hun kommet væk, Lærermo'eren? Ja ... Har I faaet en ny? Ja ...
-Men det havde nu været et dejligt Dyr, sagde Karl. -Nu har "Smørstikkeren" set paa Stadsen, sagde han lidt efter og lagde den Hvide væk. -Vil de da købe det? spurgte Ida. -Det gør de s'gu nok, sagde Karl, der saá ind i Lysene. -Naar de saa blot vilde holde det kønt, sagde Ida og nikkede. -Ja men nej, ja men nej ... Hun greb om Karls Hænder.
Alle fire vendte Hovedet men saa straks paa hverandre indbyrdes igen og talte videre. Pigen bragte to Krus Øl hen til Døren og satte et Lys paa det lille Bord der. Hun var knap gaaet væk igen, før en af Knægtene henne i Stuen rakte sig i Sædet og brast i Latter. Se nu til ham der, ham med Hætten det gør godt, hvor det kommer! Han talte tysk.
Tale gjorde han ikke, mens Moderen og Drengen stille gik gennem Stuerne, hvor alle Dørene stod aabne. I Storstuen stod Kisten. Der var saadant et gult Lys, som der kommer, naar der er Lagner for Vinduerne. Sognefogden tog Klædet væk fra Ligets Ansigt. Der laa Sønnen stille.
Men han saa Karlens grove, svedige Ansigt lige over Karmen, saa ham spile Snuden forpustet op og i og hejse sig ned. Nu holdt kun en Haand i Karmen, et Øjeblik, saa var ogsaa den væk. Axel for til og saa Mennesket entre hurtigt og sikkert sidelængs ad en Gesims hen mod Svalegangen i den skumrende Gaard. Da Axel vendte sig mod den fremmede, saa han, at han ravede.
»Hurtigere!« raabte Corpus Juris, der begyndte at blive ivrig, og nu stemmede han ogsaa i. Uden at vi selv mærkede det, sang vi bestandig høiere og høiere og hurtigere og hurtigere: Alles ist væk, væk, væk Væk, væk, væk, væk, væk, væk, Alles ist væk!
Adolf, der sad bag en Tapetdør i et lille halvmørkt Rum fuldt af gamle Kotillonsrester, og talte Kontrolmærker fra Forretningen. Adolf junior rev Døren til Butikken op og raabte noget ind: Ja Goddag, nikkede han til Berg og var væk igen. Har De sét det? sagde en af de sløve Malere og pegede paa Døren. -Hvilket? -Arrangementet, sagde han ... Vi har s'gu arbejdet hele Natten.
Emmanuelo de las Foresas turde sige, han havde forstaaet en Del i sine unge Dage. Og han havde endnu rigtig rare Fingre, rigtig gesvindte Fingre. Det var Kunsten med Knappenaalen, Tæppet og den fine Silketraad, som svippede Kortet væk lige for Næsen af Bankøren. Hr. Emmanuelo de las Foresas havde gjort Kunsten i Baden, i Baden, mange Gange. Han vilde prøve, om han kunde endnu. -Ja, prøv Fa'er.
Dagens Ord
Andre Ser