Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 8. juni 2025
Hvis jeg sagde, at jeg blev skuffet ved saaledes at blive udelukket paa det allervigtigste Trin af vort Eventyr, saa vilde det neppe udtrykke min Følelse. Jeg ønskede jo desuden ogsaa at være ved Nikolas Side, hvis han skulde komme i Forlegenhed. Medens jeg ventede, blev Ønsket om at vide mere om, hvad han gjorde, stærkere og stærkere hos mig.
Erhard skildrede Provstens Forfærdelse, og Mathilde lo, saa det klukkede da de med ét hørte Marie Piges Trin i Spisestuen, og Mathilde fo'r op: -Hys Provsten, sagde hun. Og Erhard maatte listes ud Mathilde gik i Forvejen gennem den mørke Gang, han kneb hende i Armene, mens hun blev ved at hviske: Men Provsten men Provsten, til han var vel ude.
Tine gik ned over Pladsen, hun hilste og nikkede Farvel hun kendte jo de halve af alle Ansigterne. Langs Vejen kom Kompagni efter Kompagni forbi hende; ind gennem Skovridergaardens Have lod Gevaerernes Raslen og de Marscherendes Trin og Officerernes Raab. Skovridergaarden var allerede ode. Tine gik rundt og slog Vinduer op i de tilrogede Stuer.
Jeg saá, at den virkelige Præst var over al Maade forbavset over dette slagfærdige Svar. "Og hvad er der indgraveret paa de Trin, der fører derop?" "Fred være med alle Mennesker," sagde Nikola igen uden at standse. Dommeren henvendte sig til den anden Mand. "Der er intet," sagde han, og mit Hjerte sank, som om det var af Bly.
Et Uhr dikkede paa et Bogskab, men ellers var der ganske stille i Værelset. Jeg antager, at jeg havde ventet i fem Minutter, da jeg hørte sagte Trin i det tilstødende Værelse. Saa gik den anden Dør op, det Forhæng, der skjulte den, blev trukket langsomt til Side, og ind traadte en Mand, som ikke kunde være nogen anden end Dr. Nikola. Han saá ud akkurat, som Barkston havde beskrevet ham.
Jeg vil blive ovenpaa, til jeg hører Vognen komme, og overlade til Hr. Barton Sagføreren at tage imod ham. Saa gaar jeg ganske nonchalant ned ad Trappen, medens de er i Vestibulen. Det bliver en virkningsfuld Entré. Mit lange, sorte Slæb og den store, brede Trappe dette er et pragtfuldt Hus og hvis han har Øjne i Hovedet, maa han se mine Fødder paa hvert Trin!
Solen var ved at gaa ned og Luften var kold og klar. Saa langt som Ojet gik over det vide Land, saa hun paa Bakker og paa Veje og bag Hegn Kolonnernes sorte og levende Myldr, der drog ud og kom hjem. Al Luften var fuld af Kommandoraab og Signaler, og Bataillonernes Trin tabte sig bag Hojderne som Dron. Der var Appel midt paa Vejen svingede han sin Sabel.
Schønaich lod Hovedet synke, mens han laa for hendes Fødder. Han taug lidt. Og Ellen, der ventede støttet til Statuen, hørte Musiken dæmpet, og Støien af de Dandsendes Trin. Saa sagde Schønaich: -Men nu er hun død. -Og jeg elsker Dem, Ellen ... Ellen svarede ikke. -Ellen. Ser De ikke, at jeg tigger Dem om Deres Kærlighed.
Hun saá Frøken Sørensen slæbe over Gulvet med Myrten og hun hørte Doktorens Stemme igen: Lad det være, sagde han, og han formelig slog til Myrten. Ida tænkte kun, hun skulde ikke derind. Hun vidste ikke selv, at hun havde rejst sig og var gaaet hen over Gulvet, ind ad Døren til den lille Stue, til Skamlen, sin Skammel bag det store Chatol. Døre blev aabnede og Døre blev lukkede, Trin lød.
Ida saá kun Sofies ophovnede Ansigt, som hun kom ned ad Trappen. -Doktoren er her, sagde Sofie hviskende. Ida støttede sig til Gelænderet: -Hun var altsaa ikke død. -Jeg henter Fru Jørgensen, sagde Frøken Rosenfeld. Ida nikkede uden at have hørt og hun aabnede Stuens Dør; der var mørkt og hun blev staaende; inde i Sovekammeret hørte hun Doktorens Trin. -Det kom paa Klokken tolv, hviskede Sofie.
Dagens Ord
Andre Ser