Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 15. november 2025
Hun gik et Par Skridt frem og rakte ham Haanden. Vilsac kyssede den uden at tale. Han gik nogle Skridt og lænede sig til Flygelet. Saa faar jeg Dem ikke en Gang oftere at høre spille, sagde han. -Skal jeg spille for Dem nu? sagde hun. En af Deres Sange. -Hvis De vilde -Ellen satte sig. Hun slog an og spillede en af Chopins polske Sange. Al hendes Vemod løste sig op i Tonerne.
Ud fra en Tørveskærers Hytte bærer Blæsten Tonerne fra en Harmonika viden om, og et Sted højt oppe fløjter et Par Spover. Jeg svarer dem. Et Stykke forude vender de og kommer tilbage. Hunden faar Lov at gaa ud. Nu faar de Øje paa ham og slaar over ham. Jeg fløjter, han vender, og Spoverne følger med. Kommet ind paa Skudhold skyder jeg dem begge spidst. Tungt gaar vi hjemad.
"Og nu til Sommer rejser De bort for at glemme mig ..." Han kunde ikke tale. Han krammede om Stoleryggen, hvor hun sad, saa han kom til at røre hendes Kaabe. "Saaledes gaar det bestandig ... bestandig ..." Hun lod Tonerne langsomt henhviskes i Rummet, "bestandig". Saa traadte han et Skridt frem. Hun saá op og slap Tasterne, han var meget bleg og havde Taarer i Øjnene.
Stella kastede sig ned; og med udbredte Arme, med Sorgens Forklarelse over de opadvendte Træk, hviskede hun, som om Tonerne vred sig bort og døde, Sønnens sidste Farvel: "dette Liv, som skyldte Dem sit Ophav" Især disse fire Ord "Farvel, min skønne Moder" det bævede igennem William, naar han hørte dem. Eller Dina. Stella selv glemte Tiden.
Himlen var blevet overtrukken, og der var halvmørkt i Rummet. Der var kommen en ejendommelig Følelse af mild Ærbødighed over ham, noget vist ydmygt, hans Stemning opløste sig i en Blidhed, som grænsede nær til Taarer Orgelklangen lød dæmpet ned over ham. Han satte sig i en af Kirkestolene: hans Tanker trængte til at hvile og gled ud i Tonerne. Saa rejste han sig og gik ned mod Døren.
Denne Portraiteren uden Tilladelse ærgrede mig lidt, men Stephensen smilede der kunde unægtelig være noget Indtagende i hans Smil og pegede med Blyanten hen paa Minna. »Er det virkelig til hende, han vil tegne mig,« tænkte jeg, »det var et underligt Indfald, men i Grunden ganske kjønt.« Og jeg sad saa stille som en Mus, lyttende til Tonerne. Det ene Præludium fulgte efter det andet.
Det var den samme Sang som før, ussel og fattig. Men hvor sørgelig og højtidelig klang det ikke nu. Det var, som Tonerne skar sig ud gennem Kirkens Væg og frem imod ham gennem den fine, klare Frostluft. De slyngede sig omkring ham, knugede ham og vilde tvinge ham i Knæ. Nej. Han kunde ikke nøjes med Floskler og Godtkøbsforargelse over de andre. Hvad kom de andre ham ved.
Egentlig var det første Gang, han hørte Musikken. Og han reves med deraf, Tonerne var kun Toner og hun spillede dejligt. Tonerne fortalte ikke mere om Kongemorderens Stolthed og Slægtens Storhed, de sang en dæmrende Sang, han ikke selv forstod, men kvægende var den for hans Tanke. Hun holdt op at spille, slog sine Noder sammen, han rejste sig og gik ned.
Og Tonerne glider ud mellem Fjældene, som høje og stumme tager mod Maanens Lys, Havets Skvulp og glade Menneskers Sang. „Ele ele le le!“ skreg Manasse og smed sig paa Slæden. Hans tre Kæmpehunde sprang i Vejret og rev Slæde og Mand med sig ud over Isen. „Ja saadan er han!“ sagde Folk, der var stimlede sammen om min Slæde. „Skal du følge ham, maa du lære dine Hunde et rapt Tempo for Spring!“
Dagens Ord
Andre Ser