Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 29. juli 2025
Jæ skae for Resten ud o drowne ham der. Han sparker efter Puddelen, som følger ham lige i Hælene. Vi kae ekk hae ham længer. Ha' æder lie saa meget som to Børn, og nu æ ha' temed i Fol. Gaar det? Hjo, smens saa. Jæ binder Benene sammen me' et Rev o hænger en Sten om Halsen, saa stikker ha' lie te Bunds. Jeg ... kan ... jo ... godt skyde ham. Det er knapt jeg kan faa Ordene frem.
Jeg véd ikke, hvad der vilde være sket, hvis jeg ikke, da han lige efter Te blev saa rædsomt kærlig, var blevet rasende og havde udslynget denne Bombe: "Jeg tror ikke et Ord af det, De siger De interesserer Dem i Virkeligheden kun for Angela Grey." Han var lige ved at besvime og holdt straks inde. Saa det er naturligvis ikke en Hest. Det var jeg ganske sikker paa.
Anna afværgede det imidlertid denne Gang. Hun begyndte at tale om, at det vistnok var paa Tide at sørge for Aftensmaden. Vandet skulde sættes over nu til Te ellers blev det for sent. Den første Rubber var jo desuden forbi. Og Fru Herding rejste sig og gik med hende ud i Køkkenet. Flyge blev alene med Hansen-Maagerup. Men han havde ikke Lyst til at genoptage Samtalen.
Paa den anden Side træffer han den gamle Mand, der med Glæde i Ansigtet hæver sine Arme højt over ham og siger: „Manasse, du har udrettet et stort Arbejde!“ Manasse er bleven højtidelig, og vi drikker vor Te i Tavshed. Først ud paa Aftenen faar min Ledsager atter Munden paa Gled, og han fortæller mig et haarrejsende Menneskeæder-Sagn.
Jeg stiller mig hos hende. Pirker Skovmærker frem. Logt kuns. Hun holder en Haandfuld vaade, forkrøllede Planter op imod mig. De damper endnu af den Jord, hvoraf de lige er taget op. Æ de' saa ekk, saa de gipper i een, naar man snuser te' sæ'. Om de' saa æ denne gamle, raadne Pind, saa logter den. Hun giver sig igen til at bore.
Der blev en underlig forlegen Tavshed. Jøsses ja ... jæ skue jo bare ing o se, om dæ ells var novet, jæ kue hjælp' te me', men ..., her blev hendes Stemme helt bedrøvet. Hæ æ jo. Hja ..., hun stod, ligesom hun sank en hel Strøm af Ord. Hja, saa maa man jo hjem igen. Endnu var hun kun kommet lige indenfor Døren og manglede bare at faa sagt Godnat. Nej, vi skal have Kaffe. Saa skae jæ lav' den!
Han er naaet helt hen til mig og giver mig Haanden. De' æ han ekk ene om. Jæ saa en Pie gnigg' afsted paa en Cykle bavevter en Mand herne' a' Skoven te. Hans Frakke er krøllet og fuld af vissent Græs. Jæ lae et Øjeblik i en Grøvt o loe Solen skinne. Dæ var smens helt tørt under mæ, o saa hang dæ et Par Lærker o sang henne paa Rasmoses.
Ja, siger han og sætter Lygten fra sig, mens han endnu en Gang prøver, om alt er forsvarligt lukket. Vi sier her i Mosen Mor o blir' sku te' de' bare Tørv tesidst a' Ælde. Som vi staar her med Lygten imellem os, ligner de ogsaa saadan to krogede Stammer som de, der graves op dybt nede fra Mosen. Lidt efter lidt smuldner Livet hen i dem. Jeg rækker Haanden frem til Farvel.
Om Strandingen fortæller Niels Jensenius: »Det var tredje Juledag om Morgenen straks efter det var bleven lyst, te vi obselverede Daphne. Vi havde en Storm af Vesten, saa hun røg.
Saa tit, naar jæ har liggen her ene o grubliseret, har jæ drømt, a' vi havde bygget vort lell Hus herude, o du var bleven min Kone o hver Avten stoe ude paa Trappestenen o toe imod mig me' den mindste paa Armen. Du har da vel Raad te' o køve Huset ner ved Aaen, Frærik? Hun drejer sig raskt om paa Siden, rejser sig halvt op paa Albuen og ser ham stift ind i Øjnene. Min egen lell Fiemor.
Dagens Ord
Andre Ser