Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 20. juni 2025
Efter Middag tog Lady Verningham mig med over i en Sofa i en Krog. Her er der ingen Puder i Sofaerne som paa Branches; men heldigvis staar denne lidt afsides, og skønt den ikke er bekvem, kunde vi dog tale sammen. "De stakkels Barn," sagde hun, "De havde det kedeligt. Jeg iagttog Dem! Hvad kunde den McTavish finde paa at sige til Dem?" Jeg sagde, at han hed Mackintosh og ikke McTavish.
"Tante Katherine kommer altid hertil med de stakkels Pigebørn paa denne Tid af Aaret, om Dagen tager hun dem med hen til en af sine egne umulige gamle Skræderinder, og om Aftenen til Shakespeare eller en eller anden Koncert, og hun vender tilbage med dem med værre og værre Dragter for hvert Aar, der gaar. Det er ligefrem grusomt," sagde Lady Ver, medens vi gik op ad Trappen til deres Værelser.
Jeg har jo vist dig, saa godt jeg kunde, hvad han har været for mig, du veed, at min Kjærlighed holdt sig under den lange Adskillelse, ja tiltrods for, at jeg maatte tro, at hans Følelse havde faaet en anden Charakter du saae det var det Første, du saae af mig, hvorledes selv et stakkels Lexikon kunde give mine sværmeriske Erindringer Næring ved at lære mig Ord af hans Sprog, og sætte mig i den Illusion, at jeg lærte det for at tale det med ham .... Og nogle #Uger# derefter skulde jeg saa være bleven ligegyldig for ham!
Smaabørnene, der legede foran Gadedørene, hilste paa Minna, og en lille Skjælm af en Pige, paa tre-fire Aar, med krøllet Paryk og et Ansigt fuldt af Smilehuller, kom pilende paa sine stakkels nøgne Ben, der vare saa krumme som Sabler, og gav sig ikke tilfreds, før Minna havde forfulgt hende ind paa en Trappegang, hvor hun lod sig fange.
De har handlet rigtig, sagde den gamle Dame til mig den følgende Dag. Og stakkels Minna! hun har i alt Fald troet at handle rigtig. Men det gjør mig frygtelig ondt og ikke mindst for hende. Jeg hørte af hende, at Stephensen reiste til Danmark om faa Dage for at gjøre Alt rede, og at Minna snart skulde følge efter. Selv tænkte jeg kun paa at komme bort.
Det var hans Ansigt, hans magre Kinder, hans Ørnenæse, hans haarde, blaa Øjne og hans tynde, fastsluttede Læber, der bibragte mig Følelsen af, at dette ikke var noget almindeligt Dusinmenneske. Han havde rynket Brynene og han kastede et saadant Blik paa stakkels Bart, at Kortene et for et gled ud af hans lammede Fingre.
Nu aabnede hun dem. Inde forbi Døren paa "Salen" drev og drev Bertelsen som en Skygge, og pludselig hørte hun Fru Bertelsens Stemme igen, der, helt inde i hendes Hoved, havde forfulgt hende hele Dagen. -Stakkels Fru Bertelsen, sagde hun. De sad tavse en Stund.
Og da Toget holdt, og hun saa hans Ansigt bag Vinduet, blegt og bevæget, og hun følte hans Hænder skjælvende i sine, og han bøjede sig ned over hende hans Øjne var fulde af Taarer og kun kunde sige: Lille Mor lille Mor!.... -Min stakkels Dreng min stakkels Dreng! sagde hun blot. Ja, han var kommen for at se dem! Ikke for andet end at se dem. Lykkelige Dage, de to, som kom.
-Der lagde De Pennen, sagde Frøken Hansen, Højrehaanden i Forretningen, en sagtegaaende, slank og køn Dame, der gerne dvælede et Minut ved Pulten, naar hun afleverede Kontrolmærkerne. Adolf var saa distræt, at han aldrig fandt det ene for det andet. Gamle Fru Adolf var bange, Konstantin »havde taget sig for meget paa«: Paa ham hviler det, sagde hun, stakkels Dreng.
Hendes stakkels tunge Fødder kunde ikke komme op ad de tre smaa Trin. -Tak Doktor. Men mit Sjal.... Doktoren tager det blaa Sjal paa Bænken: Deres Yndlingsstykke, siger han. Katinka vender sig i Døren og ser ud over Markerne: I disse Dage er her smukt, siger hun. Om Eftermiddagen fik hun alle Sagerne til Salaterne ind paa Stuebordet. Hun skar Rødbeder og Kartofler i Smaastykker paa et lille Brædt.
Dagens Ord
Andre Ser