Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 23. juni 2025
Jeg ved, at du selv en Dag vil sige mig det. Du laa stille. Jeg maatte ikke slukke Lyset. Du vilde have Lov til at ligge og se paa mig. Hvor dit Ansigt var kært, dine Øjne var varme af Lykke. Og der stod en Glans af dem, som jeg aldrig har set det hos et Menneske en skær Glans forlenet med Moderlykkens Dybde. Jeg kendte ikke din Stemme igen.
Det var sent, og Karl havde allerede Tøjet paa og vilde, ene, til at slukke den sidste Lampe, den over Skranken. -Hvor det er længe siden, jeg har set Dem, sagde Karl. -Ja. -Hvorfor? -Jeg kan ikke komme altid, sagde Ida, der ikke selv vidste, hvorfor hun næsten hviskede, og hun rakte ham Seddelen, mens hun bøjede Hovedet frem under Lampen. Karl tog den og berørte hendes Haand.
Ind i Kahytten eller Proviantrummet havde de ikke kunnet trænge, da begge stod fulde af Vand, og de havde intet drikkeligt haft til at slukke deres brændende Tørst med, da Vandtønderne var gaaet overbord ved Sammenstødet. Den sidste Dag havde de været ganske uden Bevidsthed, og var "Pilgrim" blot kommen en Dag senere, havde de sikkert ikke længer været i live.
Fru Bai lagde hvide Stykker over Møblerne og laasede ind til Kontoret. -Kan jeg slukke, sagde hun. Og hun slukkede Lampen. Hun kom ind i Sovekamret, satte sig foran Spejlet og løste sit Haar op. Bai var i Underbukser og bad om en Saks. -Pokker saa du bli'r mager, sagde han. Katinka lagde Frisérkaaben om sig. Bai kom i Seng og laa og snakkede.
-Godnat, hviskede Karl og han sneg sig ud. Bag Døren lyttede Ida efter hans Trin: nej, der kom ingen ... og nu var han nede. Hun laasede Døren igen. Det samme Smil blev ved at ligge over hendes Ansigt, mens hun aabnede og lukkede og gemte alting. Men Lysene vilde hun ikke slukke. De kunde brænde, de skulde brænde endnu til efter The. Saa gik hun ned. ... Karl var nede paa Gaden.
Man kunde have hørt en Knappenaal falde til Jorden i Stuen. De saá alle ned for sig Præsten havde foldet Hænderne. William stod ved Siden af Moderen. Han saá fra den ene til den anden. Saa gav han sig til at græde. Lidt efter var Stella og Høg alene tilbage i Spisestuen. "Der vil komme strenge Tider," sagde Høg. Stella gav sig til at slukke Lysene paa Buffet'en ... Krigen kom.
Da reiste hun sig brat og statuestiv sagde hun med en Stemme, Tjeneren ikke kendte: -Ja Du kan slukke. Festen er forbi. Rank gik hun hurtigt ud gennem de halvmørke Sale. Ellen Maag vaagnede hen mod Middag af sin tunge Slummer. Hun reiste Hovedet og betragtede Dagen. Ja, det var sent. Saa lagde hun med et Suk atter Ansigtet ned. Hun var døvende træt. Hun vilde sove igen. Sove mer.
Vand, der plejer at slukke Ild, nærer den just, naar Ilden er sluppen løs i sin hvideste Majestæt; det var selve Satan, der spillede dette Dokument paa Bordet. Nu gik Døren op for den bevæbnede Vagt, Folk i Harnisk og med nøgne Sværd kom ind og begyndte at gøre de anklagede til Fanger. Jens Andersen samlede de juridiske Hoveder om sig og fik Retten sat.
Ove Gabriel stak sig under Skindfelden, og da han var kommen til Leje, foldede han Hænderne og afskød et Vers mod sin Kontubernal. Et nunc extingue lucem! tilføjede han i en mæt Tone. Slukke Lyset, slukke Lyset! tænkte Mikkel, der skulde ikke mange Pust til. Han bøjede sig og blæste Praasen ud, tog saa sin Pigkæp og famlede ned ad Stigen.
Fødderne ombundne med Kampberedthed fra Fredens Evangelium; og i alle Forhold løfter Troens Skjold, med hvilket I ville kunne slukke alle den ondes gloende Pile, og tager imod Frelsens Hjelm og Åndens Sværd, som er Guds Ord, idet I under al Påkaldelse og Bøn bede til enhver Tid i Ånden og ere årvågne dertil i al Vedholdenhed og Bøn for alle de hellige, også for mig, om at der må gives mig Ord, når jeg oplader min Mund, til med Frimodighed at kundgøre Evangeliets Hemmelighed, for hvis Skyld jeg er et Sendebud i Lænker, for at jeg må have Frimodighed deri til at tale, som jeg bør.
Dagens Ord
Andre Ser