Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 11. juni 2025
Hun sad timevis med Kam og gennemredte Ligenes filtrede sandfyldte Haar, glattede det pænt med Skilning i Siden og gav det saadant kønt Fald ned over Panden, som hun havde set paa Sønnens nyeste Fotografi, der var hende sendt fra en Middelhavshavn. »De skal da være pæne til Juleaften«, sagde hun.
Og da han havde set Flammerne slikke op over Taget, havde Angesten grebet ham, og han var løbet som en vild bort gennem Skoven og op over Markerne og hjem .... Enkebaronessen havde under Sønnens Skriftemaal siddet stille og tankefuld og klappet hans Haand. Ja, sagde hun nu og nikkede ud for sig men naar man vil gøre den Slags Ting, maa man prøve sig selv først, min Dreng, om man er stærk!
Stellas Død slog en uudfyldelig Brèche i Sønnens Liv; uagtet hun aldrig havde egentlig, hvad man kalder opdraget paa Sønnen, men snarere kun set til, mens han udviklede sig, var det dog hendes Smag, og kun hendes, som havde dannet ham, hendes Følelser, som saa at sige igenvoksede i ham. Hun var Midtpunktet for alt, hvad han vidste, følte og tænkte.
Niels vendte sig for at løbe af Sted, da Nøglen i det samme blev drejet om. Døren gik op, og Baronen viste sig paa Tærskelen. Er det dig, Mo'r? Helmuth, min Dreng! udbrød Baronessen uvilkaarlig og greb Sønnens Haand Det er da godt, at du har været fornuftig! Baronen drog hende med sig ind i Kontoret; og Døren lukkedes atter.
Naa, siger Du det ... Ja, det er der jo nogen , der skal være ... De Gamle havde stadig Sønnens Ungkarleværelse staaende i urørt Stand. Om Vinteren endogsaa opvarmet. Og hver Dag, naar »Fuldmægtigen« gik fra sit Kontor, besøgte han dem. Han og Fruen sad da gerne i en Hjørnesofa inde i »Værelset« og »talte gammelt«. Fader Seemann derimod deltog sjælden i Samtalerne.
Saa skal du ogsaa ha'en, sagde Thøger yderst tilfreds med Sønnens Kunnen. Den er af godt Sølv. Tak. Mikkel tog Mønten og gemte den, han skilte sig ikke siden ved den. Thøger omfattede sin Søn med mangt et tankefuldt Blik de første Dage efter hans Hjemkomst. Underligt kan det gaa, sagde han, ingen ved, hvor Evnerne sidder gemt. Se til Skomagerens Søn i Brøndum! Hvor langt er han?
Hvad der stod i disse Breve fik ingen at vide; thi han talte grumme lidt med Folk og aldrig om Sønnen, og der var ingen, der vovede at spørge. Men saa meget sivede dog ud i Bygden, at det gik Sønnen godt derovre i det nye Land. En Dag i Begyndelsen af den anden Vinter efter Sønnens Afrejse bragte Posten som sædvanlig et Brev fra Sønnen. Det var et langt Brev, og det lød saaledes: Kære Far.
"Og han havde Ret, han havde Ret," hulkede Niels og smed sig paa Jorden og krøb hen til Stolen. "Jeg har stjaalet. Aah Fa'r, kan du tilgive mig. Fa'r, Fa'r." Den kæmpestore Bondes Hænder rystede om Stolens Arme, mens han sad og stirrede ned paa Sønnen, der laa for hans Fødder og tryglede med Blikket som en Hund. Saa strøg han med rystende Haand gennem Sønnens Haar. "Stakkels Niels."
Hele Gaardens Drift maatte hun varetage, baade den indre og den ydre; og Anstanden maatte hun bevare og dække og skjule for indiskrete Naboers Blikke og Spørgsmaal om Sønnens sørgelige Tilstand. Men hun var jo, som Doktor Larsen havde udtrykt sig: «et gammelt Jærn».
Dagens Ord
Andre Ser