Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 11. juni 2025
Et Udraab som et kvalt Skrig døde i Sønnens Strube, saa tvang han sig og sagde med et Smil: "Du passer godt paa mig, Fa'r." Han satte sig ved Skrivebordet og aabnede Manuskriptet. Han tænkte ikke mere, Blodet suste i hans Øren og Bogstaverne dansede i Taage for hans Øjne. "Monumentets Afsløring" stod der med store, snirklede Bogstaver, han gyste og vendte Bladet.
Her begyndte Tomlerne igen at suse vildt; og idet hun selvopgivende støttede sin Pande mod Sønnens Skulder, sagde hun hulkende: Jeg kan ikke tro paa Jesu ubesmittede Fødsel, lille Isidor ... og ingen kommer til Faderen uden gennem Sønnen! Herredsfuldmægtigen maatte bide sig haardt i Læben for ikke at komme til at le: Endelig var det da lykkedes den gamle Dame at sætte ham ordentlig til Vægs!
En Gang imellem standsede han og nikkede. Da de kom hjem, vilde han sé Sønnens gamle Sabel, som Frøken Minna gemte. Hun hentede den hun var ganske højtidelig og bleg og den gamle tog den: -Ja, ja, sagde han. Der er en Gud over os; og han sad med Sablen paa sit Skød, med rokkende Hoved.
Og de af Tjenerskabet, der sov i Hovedbygningen, hørte ham ofte ved Nattetider liste rundt i Værelserne og op og ned ad Trapper og Gange. At Hendes gamle Naade skulde fortvivle ved disse Sønnens Ekscesser, var jo ikke at befrygte; dertil var Tømmeret i hende for sejgt og stærkt.
Det var, som havde Sønnens Giftermaal aldrig fundet Sted. Hans havde et Par Gange forsøgt at faa Moderen til at udtale sig om Sagen; han fandt Situationen baade pinlig og latterlig; men hun havde vendt ham Ryggen og tiet haardnakket. Og da han var blevet hidsig og højrøstet og havde villet tvinge hende, havde hun rolig rejst sig fra sin Plads og forladt Værelset ...
Postmesteren gjorde en Bemærkning om Brevet. Det var første Gang, det udeblev siden Sønnens Bortrejse. Men Bonden rystede kun paa Hovedet, smilte tungt og stak stiltiende Avisen til sig. Saa trykkede han Postmesterens Haand til Afsked og skyndte sig hjemad. Men han naaede ikke hjem. To Dage efter fandt man hans Lig ved Stranden nedenfor Fjældet. Paa Hjemvejen var han gledet ud og styrtet ned.
Han tog en af de halvfulde Flasker og skænkede Vinen op i et Vandglas. "Drik," sagde han. William tog Glasset og førte det op til sine Læber ... "Naa drik," sagde Høg barsk, "drik." Han skænkede for sig selv: "Vi har godt af det," Han stødte sit Glas mod Sønnens: "Naa, godt Mod," sagde han. William var til Mode, som skulde han dø, mens han drak.
Stella kastede sig ned; og med udbredte Arme, med Sorgens Forklarelse over de opadvendte Træk, hviskede hun, som om Tonerne vred sig bort og døde, Sønnens sidste Farvel: "dette Liv, som skyldte Dem sit Ophav" Især disse fire Ord "Farvel, min skønne Moder" det bævede igennem William, naar han hørte dem. Eller Dina. Stella selv glemte Tiden.
Går derfor hen og gører alle Folkeslagene til mine Disciple, idet I døbe dem til Faderens og Sønnens og den Helligånds Navn, og idet I lære dem at holde alt det, som jeg har befalet eder. Og se, jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende."
En Dag i Krigens Begyndelse kom han fra sin sædvanlige Fisketur i den store Skovsø og nærmede sig Hovedbygningen, da Moderen angst og fortvivlet kom ham i Møde. »Aa August, August, vi har ledt saadan efter Dig! Din Far « Hun brast i Graad. »Hvad er der, Mor? Har Far været her igen? Sig mig det!« Hun lagde Armene om Sønnens Hals og hviskede i Graad: »Der er kommen Soldater hertil, August!
Dagens Ord
Andre Ser