United States or Niue ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Som om det ikke var mig, der skulde takke. Det kom som et Udbrud, og i et Nu havde Huus grebet hendes Haand og kysset den to Gange, tre Gange med hede Læber. Og var tilvogns og borte. -Hva' Pokker tog ham, sagde Bai og kom ud. Er han væk? Katinka stod paa samme Plet: Ja, sagde hun, han kørte. Hun støttede sig til Døren og gik stille ind. Katinka sad ved det aabne Vindu. Dagen var brudt frem.
Og Madam Bolling begyndte pludselig at tale i en hoj, skaendende, fortvivlet og gennemtraengende Tone, som Berg aldrig havde hort: -Hvem skulde hjaelpe, naar hun rejste? hvem ? Var her da intet at hjaelpe? her baade her og der? hvem? Saa han da ikke sit eget Hus, sit Hus, der forfaldt? Der var ingen Krog uden Smuds, ingen Vaeg uden Plet og Fruens, Fruens dejlige Ting blev lagt ode....
Han rejste sig igen, saá paa Taffeluhret, om tre Timer vilde det være afgjort. Tre Timer. Han stirrede paa det hvide Rum imellem de to Tal: 11 og 12. Indenfor det Rum laa det hele, den lille, hvide Plet ... Det ringede, og han gik ud for at lukke op. Han troede, det var Avisen.
Som en mørkere Plet i Taagens Graa laa Røgen en lille Stund, og løste sig saa. Paa den Side Aaen blev der pløjet. Græstørven skrælledes op i lange Furer bag den sindige Plov. Katinka kom hjem. Mølleren havde været der, eller Forvalteren fra Kiærs. -Rask Fyr, du, den Svendsen, sagde Bai til Katinka. Svært oppe i alting, rar Fyr, du.
Han satte Manchetter paa Flygellysene, gik ud i Spisestuen, kom ind igen William sad paa samme Plet. Endelig saá han op: "Nu gaar jeg," sagde han. Men han blev stadig siddende. "Men Du maa blive for at se Fremtidssoldaterne," sagde Hoff. "Fremtidssoldaterne?" "Ja, Herregud, de Unge, Fremtiden mine Gæster." "Naa dem, der skal ha'e Sukkergodtet." "Vist saa og Ryperagout med Kastanjer."
Hun holdt saa meget af Stjernerne. Lange Tider kunde hun staa og tælle, hvor mange hun kunde se paa en Plet. Tine stod hos. Hun spurgte, hvad Stjernerne hed. Men Moderen havde givet dem Navn efter sine Venner. -Det var hendes Moders Stjerne.... -Saá De den? -Og det var Alice's ser De den? For den er saa bedrøvet. Der var saa mange bedrøvede Stjerner og dem elskede hun højest.
Saa kunde en Blomst; saa et Ord, et Billede vække et Minde, som dukkede frem hos hende, og hun forfulgte det, indtil ogsaa det blev borte. Og alt, hvad hun tænkte, var mest som en underlig vag Melodi, der klang i hendes Øren uafbrudt. Men lidt efter lidt blev det Minderne her fra Rummet, hvor hun laa, der kom oftest igen, Minderne om Faderens Kjærlighed, der levede paa hver Plet.
Hele deres Liv, der var levet for ham og hans, hele deres Hus, som tilhorte ham og hans saa han Plet for Plet; og han saa deres Ansigter, de gode Ansigter; og han horte deres Stemmer, de gamle Stemmer. -Det var ham, ham de havde elsket som en Son.... Det var, som hans Sjael var saaret. Kanonernes Don lod som et fjernt og et ligegyldigt Bulder og Kolonnerne saa ud som noget kravlende Smaat.
Sydens Sol brænder paa dem og giver dem en blank, hemmelighedsfuld Guldglands, vilde Figentræer med deres store, fingrede Blade og de mørke Frugter springer ud af Klipperevnerne, selv paa de Steder, hvor man ikke seer en Fodsbred Jord, Skrænterne er bedækkede med Olivenplantager, der gror Cypresser og vilde Roser mellem de omkringstrøede Klippeblokke, hist og her kaster ogsaa et stort, enligstaaende Valnøddetræ Skygge over en romantisk Plet med Brombærranker mellem Buxbom- og Terpentinbuske, og øverst oppe vrimler det af forunderlige, mørke Huler inde i Bjerget.
Det "Overflødige" var visse ret tvivlsomme Silketæpper af den Slags, som "draperede" hos Lindholms og som Fru von Eichbaum afskyede: Gud, Du, man anvender det kun for at skjule en Plet, sagde hun til Søsteren: Og saa bare hænger det og samler gammelt Støv. Generalinden nikkede: -Desuden, sagde hun: at ha'e alt det i et Hus med den syge Mary.
Dagens Ord