Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 23. juli 2025
"Hvis vi maa skilles, er al Glæde i Livet forbi for mig." "Og for mig ogsaa, Robert!" Vi gav hinanden de lidenskabeligste Kærlighedsløfter, men jeg vil ikke skrive dem her, der er en anden lukket Bog, i hvilken jeg gemmer dem min Sjæls Bog. "Vilde det være til nogen som helst Nytte, hvis Oberst Tom Carden talte med ham?" spurgte jeg.
"Jeg syntes, De sagde, at det ikke gik godt for Dem," udbrød min Ven; "men dette tyder ikke paa, at der er meget i Vejen. Hvad er det for en Stilling?" "Det har jeg desværre ikke Lov til at sige til nogen." "Men hvorledes kan jeg saa være Dem til Nytte?" "Jo, jeg ønsker for det første at vide, om De kan sige mig noget om min Principal."
Det kan ikke nytte at nægte det, jeg sad dèr paa Bænken og gennembævedes af Sindsbevægelser og længtes efter, at han skulde tage mig i sine Arme. Det er alt for frygteligt at tænke paa! Jeg maa, naar alt kommer til alt, være slet. "Nu skal De fortælle mig det hele," befalede han.
Det var ham, der havde foreslaaet, at de skulde gaa. Nej, nej. Det kunde ikke nytte at nægte det. Det var hans Skyld, at de sad her, medens deres Kammerat tumlede afsted i Mørket, maaske gik vild og tumlede om et Sted oppe i Haugen. Store Gud, om han gik vild, medens han sad her og ventede. Nej, det var umuligt. Han var altfor godt kendt. Men Knøsen.
Jeg skulde ikke blive til megen Nytte for min Ven, for da jeg vaagnede næste Morgen, var min gamle Svaghedstilstand vendt tilbage; min Hud var tør og spruken, og jeg havde en forfærdelig Hovedpine. Jeg kunde ikke spise nogen Frokost, og jeg kunde se, at Nikola blev mere og mere bekymret for min Tilstand.
Komtesse von Hartenstein sad ovre hos Mademoiselle Leterrier. -Min Go'e, sagde hun, det er Nerverne ... Men hvem der #lider#, min Go'e det taler man ikke om ... Højheden har #Indfald:# Igaar #gik# vi hjem fra Theatret #Gik?# -Ja min Go'e, vi gik; Højheden sendte Vognen bort ... #Det# Slæbeskørt #har# jeg haft min Nytte af.... Komtesse von Hartenstein beskrev ikke, hvad hun led.
Et andet Grund-Princip her er: ~ingen Tilgangs- eller Afgangs-Examen at holde, og overhovedet at give os saa lidt af med Examinationer som muligt~. Da man endnu i Almindelighed staaer i den Mening, at offentlige Examiner ere til stor Nytte, skulle vi tillade os at forsvare det af os antagne Princip; men vi bemærke udtrykkeligen, at Talen her kun er om ~vor~ Læreanstalt, og at vi ikke indlade os paa Raisonnement om andre Læreanstalter, der have andre Formaal.
»Saalænge Vorherre lader Peer Olsen leve, saalænge er Peer Olsen altid til Nytte.« »Gud velsigne Jomfruen for Deres milde Ord«, sagde Peer Olsen og kyssede Emmys lille hvide Haand, inden vi gik bort fra ham. »Troer De nu, De kan huske Navnet paa ham?« spurgte Emmy mig. »Paa Peer Olsen? jo det kan jeg vel nok.« »Der kan De see: hvad man har Interesse for, det husker man ogsaa.
Jeg gjorde en Mængde Optegnelser, der i sin Tid vare mig til stor Nytte, men som nu til Dags, efter de senere omhyggelige Undersøgelser og Beskrivelser, naturligvis ere uden Værdi. Til Afvexling gik jeg undertiden hen til det Sted, hvor man gravede.
Hun ruskede i den: "William," raabte hun, "det er mig." Ingen svarede. Og hun gentog igen og højere: "William, William." Hun hørte ham rejse sig fra Sofaen og gaa tungt hen over Gulvet. Værelset var mørkt, der var intet Lys i Sprækken. "Hvad er der?" spurgte han. "Luk mig ind," sagde hun, "jeg vil tale med Dig." "Det kan ikke nytte," sagde han inde Fra. "God Nat." Saa gik han igen bort fra Døren.
Dagens Ord
Andre Ser