Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 1. juni 2025
Moderen var forrest: -Sidst. De fløj om Dammen. Stines Eau de Cologneflaske daskede om Moderens Ben, til hun fik den op og placeret paa Grønsvaret ved Dammen. -Stine maa med, raabte Moderen. Stine kom ud af Lysthuset og satte i Spring efter Tine. Moderen maatte, for Latter, læne sig til et Træ. Jomfru Stine lignede grangiveligt, naar hun løb, Hønsekræmmerens bovlamme Krikke.
Paa Taerskelen sagde hun, at Fru Appel var kommen og at det var forresten Lieutenanten, der gaerne vilde se hende. Tine holdt ikke Moderen tilbage. Hun folte, da hun var gaaet, kun som et stumpt Ubehag mer. Og lidt efter var det hende, som ogsaa det var haendet en Fremmed, et andet Menneske eller for laenge siden.... Rundtom gik Dagen sin Gang.
Men jeg rejser jo i Dag, Baby! tilføjede han alvorligt. Gør du? spurgte Pigebarnet betuttet. Det havde jeg sgu helt glemt! Men Baby dog! udbrød Hendes Naade dybt rystet. Hvor faar du saadanne Ord fra? Pardon, lille, bitte, allerdejligste Mama! bad Karen indsmigrende og fløj Moderen om Halsen. Maa vi saa? gentog hun.
Det var en Tradition, at man bedst nød Nadveren den Dag. William og Nina kunde aldrig glemme Alterdagen. Aftenen før blev der slet ikke tændt Lys i Dagligstuen, Moderen sad paa en Skammel bag Bogskabet, og lige efter Theen skulde de alle synge en Salme. Om Morgenen var Stella oppe, inden de gik i Skole, og kyssede dem og bad dem være gode Børn.
Hun talte om Rachel, som hun elskede, og om Kejserhoffet i Tuilerierne og om alle fjerne og besynderlige Mennesker, som hun kendte mens Moderen lyttede.
-Og dejligt at se Dig, sagde Moderen og slog begge Armene ned over sin Tallerken. Hun tav et Øjeblik, før hun sagde: -Da Du rejste, var vi unge; og der faldt en pludselig Skygge over hendes Ansigt i det Nu, hvor hun tav. -Ja, sagde Marschalinden: Da var vi unge. Hun smilede et Øjeblik: -Hvor var der vidunderligt derhjemme. Hun tav igen.
Da vi talte Dansk, følte den Gamle sig overflødig og vilde paa sin stilfærdige Maade liste ud igjen, men Minna fik hende til at blive; hun gav sig til at snakke sachsisk Dialekt og smaaborgerlig Dresdener-Jargon med hende, og i dette pudsige Sprog spasede hun saa fornøielig, alt imens hun satte de mærkeligste Ansigter op, at jeg snart ganske glemte den Stemning, der nylig havde trykket os, og Moderen lo de klare Taarer ud af Øinene.
Inde i Kabinettet jodlede Julie, mens Asta sad i Mørket. Det var nær ved Midnatsstunden, da Babette og Benoit gik fra Gilde gennem Lunden: Der var mørkt og fælt hu, ha! Stakkels Knøs han gøs med Rette. Faldri faldrala fari lari lette. Aa jeg ryster, sa' Benoit. Aa din Kryster, sa' Babette. Saa holdt hun op og slog Klaveret i. -Asta, kaldte Moderen ind gennem Stuerne. -Ja, Mo'er.
Saa sagde hun med Øjnene stort aabnede: -Véd I, hvad jeg aldrig kan glemme? Saa Plænerne var grønne derhjemme. De dejlige, de dejlige Plæner, sagde hun. -Og Humlehaven, sagde Moderen og aabnede næppe sine Læber, mens hun sagde det.
Egentlig tænke gjorde hun kun, Dagen lang, paa en eneste Ting, om Børnene nu igen havde bragt Uryd i Tanteregimentet af Galoscher. Tine saa hun om Morgenen. Det var som en Art stiltiende Aftale, at Tine forsvandt af Huset under Tante-Kurene. Moderen og hun mødtes i den Tid nærmest som et Par Smuglere. Men om Morgenen maatte hun være der for at faa Moderen op.
Dagens Ord
Andre Ser