United States or Greenland ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Det er saadan, sagde Madammen, og hun stod og kærtegnede Lagenerne, med ens egne Hænders Arbejde. Nu var hun ved Vaffeljernet. Moderen fornam allerede Duften. -Skal vi ha'e Vafler? sagde hun og skuttede sig. Moderen havde altid saadan et Træk med Skulderen et lille hastigt og spædt naar hun glædede sig til Mad. -Aa, det er dejligt, sagde hun. De første Vafler kom ind og Kaffen dampede.
Degnekonen tog dem og klappede dem: -De er da heller ikke gjorte til det jevne, sagde hun. Men pludselig var Moderen blevet alvorlig: -Nej, sagde hun, og næsten med en helt anden Stemme: men med saadanne Hænder kan man heller ikke værge sig. Hun slog over i Stemningen igen. -Nej, Tine har Hænder, sagde hun og saá beundrende over paa Tines travle Haand, der atter delte Vafler ud til Børnene.
De maatte alle tage flittig Del i Husholdningen og fik derfor ingen synderlig Dannelse. Noget Samliv var der neppe, da Moderen var optagen af Husholdningen og Faderen af sin Forretning. Han pryglede undertiden Døtrene med sin Stok, det var omtrent al den Opdragelse, de fik, og den har ikke baaret gode Frugter.
Han tav igen, før hans Stemme fød paany: -Og det, vi dog ræddes for, kommer tidsnok. Moderen havde bøjet sit Hoved: -Maaske ikke for alle, sagde hun ganske sagte. Der blev stille igen. Hans Excellence blundede maaske.
Moderen sad paa en Treben midt i Larmen. Der var aldrig den Tid og det Sted, Pigerne havde Munden saadan paa Gled som i Bryggerset. Al Landsbyens Sladder stod ind ad Bryggersdøren. Moderen kunde høre til i timevis paa sin Treben, til hun pludselig løb ind i Stuen igen. Og uvægerlig sikkert sagde hun efter saadanne Timer i Bryggerset: -Gud bevare mig vel, hvad saadanne Mennesker har for Idéer.
En Dag begyndte ogsaa han at flaa Skindene af de Sæler, han havde gemt for Vinteren, og det samme hændte: Man kom ud og bad ham om et Hoved. „Det er Forraad for Vinteren!“ sagde han. Hans Søster fik Taarer i Øjnene og gik ind. „Hvorfor græder du?“ spurgte Moderen. „Han svarer, at det er Vinterforraad!“
De bar i Tavshed paa denne ubestemte Frygt, som de ikke kunde besejre, og som de ikke gjorde sig Rede for; men deres tavse Angst ventede en Ulykke, som den ene vilde skjule for den anden. Undertiden ved Bordet kunde William se sky over paa Moderen, derfra til Nina. Men paa begges Ansigter mødte han det samme vage, undvigende Smil, der dækkede saa slet over deres Angst. Sofie pludrede med Faderen.
Hun saa ikke Moderen, der var kommen tilbage, og hun horte ikke Faderen, der laeste op af de gamle Boger. Kanonerne lod som det maegtige Brus af en bortrullende Flod; paa Pladsen horte man Raab og Signalerne, som kaldte til Samling. Stojen tog til, og Tine horte Kommandoraabene gennem Larmen hver enkelt Stemme syntes hun, at hun kendte igen.
"Nu," sagde hun. "Det er Jensen," sagde William nølende, "det var ikke Fa'r," han gik bort fra Vinduet; han vilde heller ikke staa der, hellere ikke se. Han skraaede over Gulvet til Klaveret, slog nogle Akkorder an. "Nina har vist ikke øvet sig," sagde Stella. Mens Nina spillede, gik William op og ned i Stuen, frem og tilbage forbi Moderen.
Hvad bilder han sig ind! mumlede han, da Moderen foredrog Brevet for ham. Tror han, jeg er ved at krepere! Jeg skal sgu vise ham, at jeg skal leve og styre Næsset hundrede Aar endnu! Den Vindbøjtel! Og den gamle havde pustet til Sønnens Vrede og gjort sig al mulig Umage for at smede, nu Jærnet var varmt og hvidglødende.
Dagens Ord