Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 10. juni 2025
Af deres næsten udtømte Kræfter sled Mændene oppe i Mærset med at hive Andersson til sig i Linen, det lykkedes dem kun at faa ham hævet netop saa meget over Vandet, at Sprøjtet ikke berørte ham, de #kunde# ikke længere.
Og lidt efter, idet han strakte sig i Sædet, tilføjede han og i den samme halv satiriske Tone som Scheele : -Jeg véd meget mindre, hvad jeg skal sige om Mændene, sagde han. Scheele drejede hastigt Ansigtet og saa' frem mod ham i Mørket: -Nej saagu, sagde han saa, og de faldt atter hen i Tavshed, til Drosken standsede ved »Axelhus«, hvor Scheele boede, og de stod ud.
Ja, det er Thomas. Det er ham, og ingen af os andre. Han vred sig op imod Væggen. Var den Præst dog ikke snart færdig. Var det dog ikke snart nok. Hvorfor skulde han pines saadan. Og Præsten talte om Elias, talte om hans Enke og de 7 smaa Børn. Og han talte om den unge Knøs, der var, bleven slæbt med, og som endnu levede, da Mændene fandt ham bag Stenen. Og det var Thomas, der havde dræbt dem.
Jeg søgte at fatte mig saa godt som muligt og at blive ved, som om der ikke var noget usædvanligt paa Færde, men det var for sent; jeg havde vakt Mistanke, og af en eller anden Grund var Mændene komne til den Slutning, at alt ikke var, som det burde være. Jeg behøver ikke at sige, hvor bittert jeg angrede, at jeg havde sluttet mig til denne Kreds.
Gamle Elias brød Kredsen og polkerede frem imod ham i de forunderligste Bugter, og alle Mændene begyndte at hidse ham og raabe opmuntrende til ham, medens Kvinderne smilte. Da greb han den Pige, der smilede mest, rykkede hende ud af Kredsen, trak hende til sig med sine store, plumpe Hænder og kyssede hende. Hun strittede imod.
Men hvad jeg skjønner og veed af Erfaring, det er, at man kan bøie en Mand som en Pilevaad, og naar man slipper ham, staaer han lige rank og svai endda. Mændene tækkes man gjennem Øiet, skal jeg sige dig, og der er lang Vei fra Øie til Hjerte. Bodil . Ikke saa langt endda, naadige Frøken! Kjærlighed er som Taaren, hedder det for et gammelt Ord; den begynder i Øiet og falder i Barmen.
Vi havde altid staaet paa en god Fod med Tyskerne, og i de sidste seks Aar havde vi ikke mærket til, at de bar Nag til os, fordi vi havde lavet lidt om paa deres Landkort. Vi havde vist Mændene smaa Elskværdigheder og havde til Gengæld modtaget saadanne af Kvinderne. Det gode, hyggelige Tyskland var blevet et andet Hjem for os alle.
Da hævede Stemmerne sig, blev høje og skingre, og Fistelhylene hven gennem Luften som skarpe Sværd, medens Rækkerne svingede voldsomt op og ned og frem og tilbage. Mændene stampede og sparkede, hævede Hænderne i Vejret og svingede dem, medens de sprang alenhøjt i Vejret. Da kunde man se den gæve Ridder, høre Kampgnyet, Sværdets Hvin og Dragens Dødsrallen. Se Thomas og Elias.
Derpaa rejste de bort til Tartunaq, men hele Vejen kastede Mændene deres Harpuner op i Luften for at holde det onde borte. Saaledes naaede de vel frem. Og ganske rigtigt! Ud paa Aftenen viste en Brand sig ude paa Havet, og den bevægede sig i Retning af Husene ved Atanikerdluk. Snart gled den ned under Søerne, snart var den synlig over dem.
Henne ved Stuedøren kom den Mand tilsyne, der havde haft Vagten sydpaa; han var lige kommen, sagde han, og Strandingen, som Tømmeret drev fra, maatte være længere sønder. Ellers blev kun et Par Ord vekslet til Vagtskifte. »Naa?« sagde en af Mændene til Holst med et forstaaende Smil over hans forslæbte Udseende.
Dagens Ord
Andre Ser