United States or San Marino ? Vote for the TOP Country of the Week !
»Hvor skal vi da gaae hen?« spurgte jeg, der altid var rede til at gaae, saasnart Andrea Margrethe vilde gaae. »Vi vil gaae ud paa Kirkegaarden«, svarede denne. »Hvad skal vi paa Kirkegaarden?« »Der er saa smukt ude i Maaneskin og saa kan vi see Spøgelser derude.« »Kan De see Spøgelser?« spurgte jeg, »jeg har aldrig været saa lykkelig.«
Hr. von Pøllnitz fulgte altid sin Kones Raad: Hr. von Pøllnitz stod i Tombola med et bredt Bonvivantsmil. -Hvor det er morsomt engang at høre en anden sagde Hr. von Pøllnitz til alle. Han var saa urolig, at han trippede. -Kære Ven, sagde han. Man har fri.... Hr. von Pøllnitz var lykkelig.
Ellen var ikke lykkelig med sine femten Aar. Den første Tid hun var paa Thorsholm, havde hun kæmpet med Faderens Svaghed. Hun var sammen med ham om Dagen, hun var hos ham om Aftenen, hun vaagede over ham altid. Hun havde ladet Meubler flytte ind i Værelset i det østre Taarn. Saa sendte hun Guvernanten bort, og de to blev alene.
Gamle, der sad ved hendes Side, saae ogsaa usigelig lykkelig ud; i den ene Haand holdt han sin Pibe, der var gaaet ud som sædvanlig, i den anden holdt han et Knippe Nøgler, med hvilket han uafladelig raslede, som om han paa denne Maade vilde accompagnere de Tilstedeværendes Tale. Ogsaa Corpus Juris, der sad ved Siden af Andrea Margrethe, syntes at være i et udmærket Solskinshumør.
I selve Døren var der en Trængsel, saa man blev drejet som Bønner i en Kværn. -Tummel, lo en ung Dame lykkelig over til Berg det var en Skuespillerinde fra Kongens Nytorv og blev drejet ud igen. -Naa saaledes , sagde Brodersen og førte Spidsen af Pegefingeren hen under Næsen, mens han snøftede. Det var i Kredsen Blom Tegnet til, at noget havde »Vildtlugt«.
Saa var hun jo gaaet lige forbi mig i sit daglige Tøj naturligvis, og det var der Ingen, der kunde tænke sig. Men Bankoen den drak hun, det Øg." Flyge saa paa ham med et ironisk Blik. "De er vist en lykkelig Mand, Hr. Kihler," sagde han. "De tager Livet, som det er. Vi Andre kommer saa tidt ingen Vegne, fordi vi synes, det er saa lavt og smudsigt, saa vi ikke gider røre ved det.
"Men Deres Talent da?" "Aa mit Talent!" "Men det er jo netop Sagen, Hvorfor tror De ikke paa det? De har jo dog Talent, hvorfor bliver De saa ikke hellere lykkelig ved at tro paa det og saa arbejde for det?" ... Hoff svarede ikke, han sad og hamrede med sine Hæle paa Kakkelovnen, tog saa sit Glas og tømte det. "Naar De har Talent, saa har De jo noget at leve for ..." "Hvis man Forresten gad ja.
Mig selv, nei, jeg er rigtignok den, som jeg sidst burde tænke paa .... Aa, hvis jeg kunde gjøre jer lykkelige med at give Afkald paa jer begge, saa troer jeg, ja, jeg er vis paa, at jeg kunde bringe dette Offer heller end at skuffe Nogen af jer .... Og nu kan jeg ikke give den Ene min Haand, uden at tage den fra den Anden, hvor skulde jeg saa kunne blive lykkelig! det er der slet ikke Tale om.
Men hans Kammerater syntes ikke at være besværede af saa alvorlige Ængstelser, de snakkede nok saa fornøjet, og særlig Fætter Benedict var aabenbart i sit Es, lykkelig over at være den første, der konstaterede, at der levede Termitter i Amerika.
Hvis han havde sagt, at jeg skulde blive og gifte mig med ham, er jeg vis paa, at han havde ment det, og jeg tror virkelig, at jeg var blevet! "Kan De huske den Morgen, da vi pakkede ind?" sagde han med saadan en kærtegnende Stemme. "Jeg var saa lykkelig. Var De ikke ogsaa?" Jeg sagde Jo. "Og Christopher var gal paa os!
Dagens Ord