Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 28. juni 2025
Og de lo begge to, mens de saa' de sorte Lakbogstaver: HERRE FORLAD DEM. THI DE VIDE IKKE HVAD DE GØRE. til Svovlstikken slukkedes. Berg gik ind for at hilse paa Redaktøren, der sad ved sit Skrivebord, i Selskabsdragt med Æreslegionens Kors. Berg bukkede, og de rakte hinanden Haanden.
Ja, min Pi'e! ... Kan Du ikke ogsaa se, hvor Mor er kommet sig? Hun ligner snart en ung Pi'e igen! Det gør hun! nikkede Rositta Hun ser meget yngre ud end jeg. Fru Thora daskede hende fornøjet over Haanden: Hvor kan Du nu sige saadan noget, Rositta! Du mener det jo slet ikke! Jo, det gør jeg! Ja, det gør hun sgu! bedyrede den Gamle. Aa r, I Sludrebøtter ...! lo Fru Thora smigret.
-Nu skal Klokkerne gaa, sagde Tine. -Ja, sagde Berg. -Hent Deres Forældre, Tine, sagde Moderen. Lad os være sammen. De gik hjemad, Berg holdt Herluf i Haanden. Da de kom ind, gik Herluf ud i Køkkenet og Borgestuen og sagde til hver: -Kongen er død, og saa' paa, hvordan hele Huset græd. Man ventede Krigen hver Dag.
Alle havde faaet det Voxlys tændt, som de holdt i Haanden, og Kirkehvælvingen forvandledes til et stort, mørkt Firmament, oversaaet med smaa guldgule, flimrende Stjerner. Røgelseskyerne blev bestandig tættere, der hørtes en hemmelighedsfuld Mumlen af fjern Messesang i Krypt og Sidekapeller, og de Andægtiges Extase tog bestandig til.
"For Du talte jo forleden med den Herre," vedblev Grevinden. "Ja som Du saá." "En smuk Omgang." William blev rød, han bed sig i Læben og hans Mund dirrede: "Ja din gamle Elsker." Det lød som et Stenkast. Fru Hatzfeldt blegnede svagt, og mens hun løftede Haanden for at slaa nogle genstridige Haar tilbage fra Panden, sagde hun: "Hvem har sagt Dig det?" "Han selv" ... "Ah!" Grevinden sandede dybt.
Da han fik haget sig fast og drog Aande, saa han, han var kommen helt ned til Kongens Rytteri. Det var snarere en Grød af Heste og Mennesker end en Slagorden, de kunde hverken komme frem eller tilbage. Forvirringen og Dræbningen gik paa . . . men Mikkel spejdede efter Otte Iversen, og han opdagede ham. Han holdt noget inde i den sammenpakkede Masse med Fanen i Haanden.
Dingo var ogsaa kommet paa Dækket og gav sin Deltagelse i den almindelige Ophidselse tilkende ved en højlydt Gøen. Saa optaget syntes den at være af det usædvanlige Syn af Land, at den ganske ignorerede sin svorne Fjende, Negoro, der med Haanden skyggende for Øjnene saa imod den nære Kyst. Den rasende Brænding og den Fare, der truede Skibet, syntes han dog ikke at ændse.
Saa stod han paa Scenen. Han blev staaende, genért, trykket op til Kulissen med Bogen i Haanden. Tilsidst fik en af Herrerne nede ved Prosceniet Øje paa ham og hviskede et Par Ord til en ældre Mand i brun Overfrakke; denne vendte sig og talte op imod ham: "Straks," sagde han, "straks! vi skal blot prøve et Par Bagtæpper."
Negoro har altsaa dog ikke faaet taget Livet af ham. Jeg klapper og kærtegner den og ved Berøringen finder min Haand et Stump tyndt Rør, som er bundet til Hundens Halsbaand. Kan det være et Bud til mig? Jeg ryster paa Haanden medens jeg knækker Røret. Der ligger en Stump Papir inden i. Men i det haabløse Mørke kan jeg ikke se at læse, hvad der muligvis staar paa Sedlen. Jeg maa vente paa Morgenen.
-Mig, sagde Excellencen, og han stod med bøjet Hoved, i en saa besynderlig Stilling øm eller frygtagtig foran Hendes Naades Seng. -Hvordan har Du sovet? spurgte han. -Du har rumsteret længe, svarede Hendes Naade, uden at flytte sit Blik fra Baldakinen. -Som jeg plejer, sagde han og kyssede Haanden, som hendes Naade havde faaet frem af mange Tæpper. -Og nu kør' jeg, sagde han.
Dagens Ord
Andre Ser