United States or Réunion ? Vote for the TOP Country of the Week !
Man anviste os den bedste Kro, som vi red hen til, og hvor vi fik Værelser. Vor første Dagsrejse var paa seks og tredive engelske Mil, og vi følte, at vi ærligt havde fortjent at hvile. Vi blæste Lyset ud og indrettede os for Natten; men det varede flere Timer, før Søvnen vilde komme til mig. Tanker om næsten alle mulige Ting fo'r ind og ud af min Hjerne.
Marschalinden lo: -Du vælter alting idag, Onkel Hvide. -Nej, sagde Hans Excellence, hvis Ansigtsudtryk skiftede: jeg stiller paa Plads. -Forresten, sagde Marschalinden, der stadig smilede: talte vi egentlig om Kærligheden. -Ja, fo'r Etatsraadinden brat ind, der nu havde forstaaet Marschalindens Ord fra før.
Faderen vilde ikke drikke Kaffe og Moderen og Marschalinden rykkede hen til Vinduet. De sad en Stund tavse begge to, da Faderen var gaaet. Saa sagde Marschalinden, der ligesom fo'r op af Tanker og saá fra Væg til Væg: -Men at det kan blive ved ... -Hvilket? spurgte Moderen. -Det Hele, slap det ud af Fru Harriette.
"Men," Etatsraaden rejste sig, ved Bevægelsen fo'r William sammen og saá lynsnart paa hans Ansigt, "hvorfor gaar De ikke til Deres ærede Familie?" Børsmatadoren stod og saá velvillig ud og smilede under Spørgsmaalet. "De har jo Onkler," tilføjede han.
Han tænkte slet ikke paa at spørge, om hun vidste, hvor meget det havde været; han bare fo'r rundt i Stuen, rundt som pisket. "Det er nok fra Etatsraaden," sagde han. Hans Hjerte havde aldrig slaaet i en saadan Takt, han kunde ikke blive i Stuen, han gik ud i Køkkenet, legede lidt med Værtindens Barn, satte dem fra sig igen, gik ind han kunde umulig blive paa ét Sted.
Men atter og atter fo'r jeg ind paa ham, idet jeg rystede snart den ene, snart den anden af mine Bevogtere af mig bandende og skældende, men dog aldrig helt fri. Tilsidst, da mit Tøj næsten var flaaet af Kroppen paa mig og Blodet dryppede fra mine Haandled, blev jeg kastet omkuld, medens et Reb blev surret om mine Ankler og mine Arme.
Moderen, som i nogle Minutter ikke havde talt, fo'r sammen ved Hans Excellences Ord og hørte Grev Schulin, der hovedsagelig beskæftigede sig med Silkekræet ved Kakkelovnen, sige: -Dyret er s'gu drukkent. Moderen smilede og sagde: -Dyret er klogt. -Ja, saagu', sagde Schulin, der selv tømte et Glas til Dyreryggen.
Det gjorde Indtryk paa ham kun ganske lidt, han fo'r ikke sammen eller blev urolig men jeg saá, at det ramte. "Folk er alt for gode," sagde han. "Men vi er ikke kommet nærmere til Sagen. Hvornaar vil De gifte Dem med mig?" "Jeg vil aldrig gifte mig med Dem, Hr. Carruthers," sagde jeg; "med mindre jeg snart bliver gammel Jomfru og ingen andre frier til mig.
Men saa blev han grebet af en ubændig Glæde. Han styrede sig ikke; han lo og sang. Han fjantede med en søvndrukken Kammerat, snakkede og vidste ikke selv, hvad han sagde. Paa Gangene drev han rundt og sparkede til Støvlerne, saa de fo'r. Han gik endelig op; han klædte sig af med en egen Festlighed, og sirligt lagde han hvert enkelt Stykke ved Sengen og gik til Ro. Saa stille laa han og smilede.
Hun løb videre, ned ad Trappen, og pludselig fo'r hun sammen: det var Døren, som blev aabnet og lukket til den urolige Gang. -Uh, sagde Qvam, der kom ud: aldrig har man Fred. -Ja, jeg har fri, sagde Ida og løb fra ham. Hun gik ud gennem Gaarden og Porten, hvor hun nikkede til alle, to Portører, der stod ved den ene Indgang, og Portneren midt i Rummet og Josefine, som kom paa Trappen.
Dagens Ord