Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 29. juli 2025
Baronesse Alvilda bøjede Hovedet og saa ned i sin Tallerken. Ja, smuk var hun unægtelig med det askeblonde, let krusede Haar, der faldt løst ned om det blege, ovale Ansigt. Hendes mørkeblaa, tætsluttende Silkekjole endte med en høj, stiv Linning oppe i Halsen. Og Ansigtets og Haarets Blondhed lyste frem af den diskrete Dragt, som en bleg Pastel af en dunkel Ramme.
Det endte altid med, at Karen maatte frem foran selve Mama med Børsterne. Hun børstede og børstede: -Nej og Mama sukkede der er ikke Skik at faa paa det Haar. Nej, lille Ida Brandt, hun kan holde sit. Jeg snerpede Munden sammen, saa stiv som en Pind, og Karen børstede: Du var jo altid Dydsmønstret....
I finder saamænd nok en! ... Kan han begynde straks i Morgen tidlig? Det kan han vel nok ... Men det vil jeg sige dig, Vilde, at jeg vil ikke ha' noget med at dressere ham! Nej, det skal jeg nok besørge! ... Du er en kær, lille Mand! endte hun og strøg sin Bamse om Haaret. Han brummede henrykt og sluttede hende kraftigt i sine Arme. Ikke for voldsom, Helmuth!
Jeg vilde gerne have sagt, at jeg elskede ham, og at jeg syntes, der var meget længe til Klokken tolv, men saadan noget kan man naturligvis ikke skrive saa endte jeg blot med "en kærlig Hilsen fra Evangeline".
»Man burde gaae strængere frem mod slige Landstrygersker«, endte han med at sige, »nu lader man dem gaae i Fred, og derfor vrimle alle Landeveie af dem.« »Ja vist burde man gaae frem med større Strænghed«, sagde Gamle med en vis Bitterhed, »de Fattige og Ulykkelige sætter man i Fængsel, saa er man fri for at see paa dem.«
Ja, det gik saa vidt, at han, naar hans Søstre gjorde Toilette, lurede bag Døren ind til deres Værelse for gennem Nøglehullet at fange et Glimt af deres hvide Lemmer. Og alligevel endte det arme Menneske med at blive Præst! Det var hans kære Forældre, som næsten tvang ham dertil ved Bønner, Forestillinger og Trusler, som Forældre ofte have for Sæd.
Endskønt jeg var Brigadechef, da vore Krige var endte, og stod for Tur til at blive Divisionsgeneral, er det dog altid til mine unge Dage, jeg vender tilbage, naar jeg mindes mit Soldaterlivs Glæder og Farer.
"Vær ikke bange, jeg skal nok finde ham," sagde min Ledsager, og vi gik saa ned ad Korridoren igen, passerede Dørvogteren og kom ud paa Gaden. Saa gav vi os til at lede igen, først i et Hus og saa i et andet, og til sidst endte vi i en Opiumshule lidt bag ved den engelske Legation. Det yderste Værelse, det, der var nærmest ved Gaden, var fuldt af Kunder, men vor Mand var ikke imellem dem.
Man forsøgte at tale om andre Ting, men altid endte man i de lange Pavser, der følger efter alle Spøgelseshistorier. „Kan I ikke synge en Sang?“ spurgte Datteren. „Jo, det skal jeg!“ sagde gamle Alina og rettede paa sig. „Jeg skal synge en Sang, som vi sang her ved Ikamiut, da jeg var Barn; jeg kan kun lidt af den, min Hukommelse svigter mig.“ Og saa gav hun sig til at nynne.
Baade Søstrene og Pigerne her siger det samme, men de bliver bare arrige paa ham og ikke bange, saadan som jeg. Frederikke sagde forleden, at det endte med, at hun en Dag slog Larsen lige midt i Ansigtet; men jeg har mest Lyst til at løbe min Vej fra ham og gemme mig.
Dagens Ord
Andre Ser