United States or Turks and Caicos Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hele Sommeren, til hun tog bort, tilbragte Ellen sine Aftener oppe paa Kirkegaarden ved Bedstemoderens Grav, og hun bandt hver Dag Krandse til at hænge om Korset. Saa i Slutningen af August tog hun hjem til Faderen. Ellen elskede Riddersalen. Der kunde hun være alene. Hun kunde sidde med Hovedet støttet i sine Hænder den lange Sommereftermiddag, fortabt i sine Drømme uforstyrret.
Ellen støttede atter Hovedet paa Stenen: -Jeg har aldrig fundet, at en Urne var mer end en Maag, sagde hun ... Jeg havde kun haft en eneste Ærgerrighed i mit Liv ... en eneste ... kun en Vilje: at bøie mig, et eneste Ønske: at hjælpes og saa siger de, jeg vil kun befale ... Ellens Hænder faldt slapt ned fra hendes Skød.
Underligt ilfærdigt kom de op, og de fik Gitret lukket og kom ud gennem Granerne. Men igen vidste de ikke, hvad de skulde sige, mens de gik ved Siden af hinanden, meget hurtigt. Og de skiltes nedenfor Terrassen med et Buk og en stum Hilsen, ganske fremmed. Ellen gjorde sin Uret god igen. Hun saa ofte Officererne, navnlig Generalen og Schønaich.
Saa hændte det en Sommer da Jomfru Maag var tredive Aar at Kongens yngste Søn paa Vejen hjem fra et fremmed Hof kom i Besøg paa Thorsholm. Den unge Prins var nitten Aar og smuk, og han blev paa Gaarden i fjorten Dage. Om Aftenen holdtes Taffel under Lindene. Men efter Gæstebuddet gik Jomfru Ellen ofte ved Prinsens Arm, og de talte fortroligt, mens det mørknede.
-Hvad vil du, sagde Faderen. Hun lo og løb ud. Maag havde reist sig, gik frem og tilbage. Han saa paa sin Hustrus Billede og vendte sig igen til Ellen Maag. Denne Lighed forfulgte ham. -Hvorfor blev hun ogsaa kaldt Ellen? Der var Navne nok man havde burdet kalde hende Marie. Han gav sig igen til at gaa. -Men egenlig lignede de alle hinanden, Portræterne.
Naar Ellen var alene, sad hun oftest hen, drømmende med et Arbeide i sine Hænder. Eller hun tog sig feberagtigt af mange Ting den ene Dag, for at lade dem ligge urørt den næste. Hun blev urolig, blev ofte hurtigt rød og hurtigt hvid uden Grund, og hun kunde synge og græde i samme Time. Maaske kom det dog altsammen kun af Søvnløshed.
Ellen var bleg og trist; sky for Mennesker blev hun ogsaa, og tilsidst lagde hun sig tilsengs: hun vilde ingen se. En Morgen fandt man hendes Lig i Graven. Disse to var de Maagers Slægtsagn. Men forfængelig og pragtsyg havde hele Slægten været og en egen Tørst havde den haft efter at naa det yderste i alt. Maade kendte de ikke i noget.
Hun reiste sig, og hun talte lænet over Sofaen: Jeg vil savne Dem meget, Vilsac, sagde hun. Vilsac rystede paa Hovedet. -Jo jeg vil savne Dem og mer end De tror. -Hvis De faar Tid dertil -Jeg har ogsaa meget at takke Dem for, min Ven, sagde Ellen. Jeg véd godt at jeg har været Dem meget dyrebar, Vilsac, og De har dog tilladt os at være Venner. Det gør meget faa. -Hvorfor skal vi tale derom?
Det gjorde saa Maag som havde en af sine ædru Perioder i denne Tid ogsaa opad Dagen, og Dagen efter gjorde Generalen Gjenbesøg. Ellen var hjemme og viste sig elskværdig. Hun spadserede med Excellencen paa Terrassen og var med ham oppe i Riddersalen. Den gamle Herre fandt hende "très distinguée". Schønaich saa hun kun en Gang imellem i disse Dage.
-Og kommer ikke mer tilbage? -Næppe. Vilsac saa mod Gulvet. Deres Mand faar jeg maaske ikke en Gang at sé. Jeg hørte, han skulde være paa Urnesgave. -Nei han er i Byen. Ellen legede nogle Øieblikke med et Baand paa sin Kjole. Saa saa hun op: -Nei Vilsac vi kan ikke skilles saaledes. Vi maa tale med hinanden.
Dagens Ord