Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 4. juli 2025
Kom saa bitte Hejmdal! sagde den gamle og strøg Dyret ned over Bringen. Bare den ikke gør en Ulykke paa ham! hviskede Baronessen angst. Den kender ham! sagde Baronen. Og virkelig havde Jørgen faaet listet Tøjret paa Hingsten. Vøv det om Træet der! sagde Jens oppe fra Bukken. Og pludselig var Forvalteren og et Par Karle ogsaa kommen til Stede.
Nu holder hun sine Øjne hos sig selv, Jomfru Sidensvans! sagde Baronessen og tog Skrivelsen ud af Konvolutten og begyndte at læse den igennem. Det var en Forespørgsel fra Hannibal, Husarløjtnanten, hendes yngste Søn, som slog sine Folder i Hovedstaden.
Han var endnu en meget smuk Mand; og Baronessen betragtede ham med Velbehag: Naa, Pastor Macaroni, sagde hun spøgefuldt og rakte ham sin store, røde, ringbesatte Haand endelig ser man Dem da! Alle have vi syndet! og os fattes Ære for Gud! sagde han. Nu vidste, Fru Johanne, hvor hun havde sin Mand.
Nej, det var aldeles ikke «Grin», min Snut! mente Baronessen lidt pikeret for jeg hader Oldenborrer! Men hvor kunde det dog falde hende ind, Bedstemoder? Aa, jeg havde givet hende et Par Kindheste, fordi hun slog mig en Tallerken i Stykker! Kindheste, spurgte Karen næsvist hvor mange Ben har de? Fem! sagde den gamle og viste sin ene Haand frem Vil du ha' en med hjem?
Men den huggede Kammerherren engang, da han trængte til Penge ... min Fars Far. Det hvide Hus der med det lille Flag foran? spurgte Baronessen og pegede. Der bor vores Skovfoged. Er dine Folk paa Arbejde, siden man ikke ser noget til dem? Nej, de er vist oppe for at modtage os paa Gaarden .... Er Folkene oppe paa Gaarden, Jens? Ja, Hr. Baron! Kusken svarede uden at røre sig.
Men Baronessen svarede ikke og rørte sig ikke; hun laa halvt besvimet og sanseløs lænet tilbage op mod ham. Da tog han hende i sine Arme og bar hende ind i Soveværelset. Derinde lagde han hende i den store, lave Lænestol foran Toiletspejlet. Et Øjeblik stod han og saa paa hende som et Vilddyr paa sit Bytte.
-Hvad er det dog? hviskede Baronessen, der stod op, med Thepotten, som pludselig begyndte at ryste i hendes Haand. -Nej, bliv, hviskede hun til den anden Datter, der vilde rejse sig. -Hvad er det for Kød, spurgte Hans Excellence og stak med en Gaffel, han havde taget fra Fruens Tallerken, over mod et Fad, fyldt med rødt Oksekød. -Det er Oksekød, Onkel Hvide, sagde Datteren.
Og den ældste Datter løb. -Hvorfor løb hun? sagde Hans Excellence, der lod, som om han intet havde hørt. -Hun gik efter Theen, sagde Baronessen og saá i det samme Thepotten, som stod midt foran hende, paa Fyrfadet. De blev ved at løbe, der ude, frem og tilbage Skridt frem og Skridt tilbage.
I det samme traadte Baronessen ind. Hun havde hørt Gemalen larme: Hvad er der i Vejen, Helmuth? Helmuth lod Haanden synke. Aa, det er den Idiot! Aldrig kan han passe sine Sager! Se Tæppet der! Naar vi har spist, maa De lægge det Tæppe ud i Solen, Niels! Javel, Deres Naade! Er Frokosten færdig? Om et Øjeblik, Deres Naade! Gaa saa ned og ret an! Tjeneren forsvandt.
Jeg tror ikke, hun er lykkelig; mon hun ikke gaar og tænker paa sin første Mand, han var nok saa smuk, saa smuk, og det er Baronen jo ikke, men jeg kan se paa hans Øjne, at han holder meget af hende. I Søndags var Baronessen, Karen og jeg ude i Byen og besøgte Borgmesteren. Det er rare Mennesker, og vi havde det yndigt. Du kan tænke Dig, vi fik Østers til Aften, var det ikke fint?
Dagens Ord
Andre Ser