Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 11. oktober 2025
Lille Fru Stern havde ikke sagt et Ord, hun glemte endogsaa at spise og sad blot og stirrede med et Par store lyksalige Øjne, og bevægede undertiden pludselig Skuldrene opad som en lille Fugl under Æggeheden. -Mathilde, sagde Asta over Bordet og lo til Berg. -Der flyver dig en stegt Due i Munden. -Ja, sagde den lille frue og fo'r sammen. De drak med hinanden.
Inde i Kabinettet jodlede Julie, mens Asta sad i Mørket. Det var nær ved Midnatsstunden, da Babette og Benoit gik fra Gilde gennem Lunden: Der var mørkt og fælt hu, ha! Stakkels Knøs han gøs med Rette. Faldri faldrala fari lari lette. Aa jeg ryster, sa' Benoit. Aa din Kryster, sa' Babette. Saa holdt hun op og slog Klaveret i. -Asta, kaldte Moderen ind gennem Stuerne. -Ja, Mo'er.
Marie Pige havde allerede nogle Gange været ved Dørene for at se efter Fru Mathilde, som hun sad der igen, timevis, sammenkrøben med Fødderne op paa Sofaen under Tæppet, og hverken hørte eller saa', men bare stirrede og stirrede frem for sig, som var der en Ulykke sket. Marie Pige var igen ved Dørene, da det ringede. Det var Asta Heltz, der var her med Vognen.
-Jeg tager Tøjet paa, sagde Mathilde hastigt og gik ud. Asta blev siddende og ventede: hun vidste virkelig slet ingen Raad mer. Hun havde forsøgt alt, hvad hun kunde tænke lige fra den Dag, Mathilde, der var i Visit hos dem, inde i hendes Stue med ét, midt som de stod, havde kastet sig ind til hende og havde grædt og grædt, uden at svare og uden at tale, blot grædt og grædt...
-Ja der ser man, Asta, du har forkølet dig ved det Vindu, sagde Konferentsraadinden ved Thebordet. Du er jo ganske bleg.... -Jeg, sagde Asta og lo: hun gned sig Rødme i Kinderne med de flade Hænder, mens Frøken Julie gav sig til at nynne ganske højt ved Bordet. Kredsen Canth rullede op i Farimagsgade i tre Drosker efter Indvielsen. Der skulde spises hos Canths.
Og med ét, mens han tænkte paa alt dette, var det som om han pludselig følte al den gamle Længsel efter Asta, som alt samlede sig i én længselsfuld Tanke om hende lykkelig som de første kærlighedssikre Dage. Til han paa én Gang sagde, han eller »Hr. Sokrates« med denne besynderlige muntre Betoning: -Naa saa dét skulde du nu være fejg nok til. -Det skulde du vel nu til at forsøge at bilde dig ind.
Han talte om den store Opgave, om Arbejdet, om Anstrengelserne, om alle Planerne, om alt det som endelig, endelig skulde fylde hans Liv; han talte, blev ved at tale; som drevet frem af en hidsig Utaalmodighed, for hvilken han ikke selv gjorde sig Regnskab, oprullede han som et Fremtidskort over hele sit Liv til han tav, aandeløs som efter et langt Løb, og pludselig paany følte sig forvirret foran hendes stirrende Blik, næsten angst: Og jeg da? sagde hun: Herluf bøjede uvilkaarlig sit Hoved, næsten som En, der dukker sig for Slag, mens Asta blev ved at stirre paa ham: -Jeg kan gaa her som en gammel jomfru og ryste mine Krøller og som fortvivlet rystede hun de tænkte Krøller gaa her alle de Aar, sagde hun.
Asta holdt Glasset op med Øjnene paa Herluf de straalende Øjne og han hævede ogsaa sit Glas, og de drak, med Blikket paa hinanden, mens hele Bordet summede af al den glade Forelskelse i Nakskov. -Slyngel, sagde han til sig selv, mens han drak og blev blussende rød, idet han satte Glasset ned paa Dugen.
Alle snakkede i Munden paa hinanden, siddende og staaende rundtom i Stuen, hvor de store svære Møbler de var ikke fornyet siden Konferentsraadens Død for ti Aar siden var spredt over Gulvet: -Det er Asta, sagde Konferentsraadinden. Jeg holder ikke af det. Jeg vil helst sidde fast opad Væggene.
Asta svarede ikke, hun havde bøjet sig frem bag Gardinet: nede i Frederiksberggade hørte hun nu Støjen af Stemmer og mange Vogne. -Ja det var dem hun slog Gardinet for, som om nogen skulde kunne se hende fra Gaden, og hun lyttede i Mørket, anspændt, til Stemmerne dernedefra. -Det er Teatervogene, sagde Konferentsraadinden inde i Dagligstuen ... Fra Vitoriateatret....
Dagens Ord
Andre Ser