Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 23. maj 2025
Spis Kage! ... Hvad døde han af? Brystsyge ... Er der nogen af Jer, der har arvet den Sygdom? Nej det ... tror jeg ... da ikke ... Her brast Kaninen i Graad. Hun slog Hænderne for Ansigtet og hulkede højt. Men Gud i Himlen! udbrød den gamle Frue betuttet Bli'er du syg? Jeg holdt ... saa meget ... af Far ... Baronessen rystede energisk sine Krøller.
Hesten var stuvet fast under ham, han holdt ganske stille og som det syntes ligegyldig. Han var blaafrossen i Ansigtet. Mikkel forskede nysgerrigt efter, om det endnu var kendt paa ham, at han havde skadet ham. Han blev liggende, til Otte Iversen fik Øje paa ham. Men Otte Iversen var forkommen af Kulde, ikke videre. Det rørte ham ikke at se Mikkel. Hans Haand var blaa af Frost.
Baade Søstrene og Pigerne her siger det samme, men de bliver bare arrige paa ham og ikke bange, saadan som jeg. Frederikke sagde forleden, at det endte med, at hun en Dag slog Larsen lige midt i Ansigtet; men jeg har mest Lyst til at løbe min Vej fra ham og gemme mig.
Han flakkede op og ned, fra Dør til Vindu og standsede igen ved Agnes' Stol og sagde ud i Luften: -Jeg havde jo ikke troet det, Frøken Agnes. Doktoren aabnede Døren: Kom, sagde han. Krampen var begyndt igen. Bai skulde holde hendes ene Arm. Men han slap den igen. -Jeg kan ikke, sagde han og gik med Hænderne for Ansigtet. De hørte ham hulke inde i Kontoret. -Tør Panden, sagde Doktoren.
Og lidt efter lidt blev hans Forlegenhed til Angst: han talte kortaandet, stirrede paa det sorte Bind, fik en ubetvingelig Lyst til at rive det bort for dog at se Ansigtet han følte, at Replikkerne gled fra ham, at han sagde dem uden Udtryk, at de slet ikke lød, som han tænkte dem
Det var taget sidste Foraar i Paris, ag Ellen kaldte det en fri Fantasi over hende selv. Hun sad med Hovedet støttet paa en halvblottet Arm og Haaret langt ned imod Øinene. Mange Kniplinger op om Halsen. Fotografiet var afskyeligt, saadan som hun stirrede, saa forskrækket. Det var naturligvis de Rembrandtske Spøgelselys, der var lagt over Ansigtet ... Hun saa igen over paa Sønnen.
-Naa, Mo'r naa, Mo'r, hørte man gamle Adolf igen. Pludselig kastede Frøken Hansen sig ned paa Gulvet og hulkede højt med Ansigtet ned i den gamle Frues Skød. Berg kunde ikke holde det ud derinde, og han gik ind i den anden Stue. Gamle Adolf fulgte efter ham og lukkede sagte Døren.
Saaledes saa hun ud. Han stod længe, og pludselig dækkede han Ansigtet med sine Hænder og græd. Ellen gik hen til ham. Han mærkede hende ikke. Men da hun hvidskede: Fa'er og lagde sit Hoved ind til hans Bryst, sænkede han Hænderne; de faldt ned paa hendes Skuldre. -Hvorfor skulde hun ogsaa dø, sagde han, og jeg blive en slet Fa'er.
Da rejste han sig pludselig og slentrede af Sted i Plaskregnen. Jeg gled hurtigt ned ad Rebet, lod det blive hængende og styrtede af Sted i vildt Løb. Himmel, hvor jeg løb! Stormen slog mig i Ansigtet, Regnen prikkede i min Hud. Jeg stak Foden i Huller, snublede over Rødder og faldt imellem Buske. Jeg var forreven, aandeløs og blødende.
Orkestret lød stærkere, Tæppet bølgede. Ufravendt og uden at høre stirrede William Høg fra dette Sted sit Liv og sin Historie i Ansigtet. Helt oppe saá han Olsen. Han lukkede Øjnene et Minut, han syntes, han maatte aande dybt for at faa Vejret. Hvorfor havde de dog alle sat hinanden Stævne paa denne Dag? Og dér sad Instruktøren med sin Kone. Ja, det var hele hans Liv.
Dagens Ord
Andre Ser