Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 23. maj 2025
Manden ved Siden af mig var den Fyr, som havde set paa mig paa saadan en underlig Maade nede ved Brønden. Men selv om han genkendte mig, viste han ikke mindste Tegn til det. Under Gudstjenesten var han fuldstændig optaget af sine Andagtsøvelser, vendte ikke Ansigtet hverken til højre eller venstre, det var ikke, før vi var ved at rejse os op, at han viste sig i sit sande Lys.
Adolf aabnede Døren, og Konferentsraaden hævede Ansigtet fra Papirerne og saa´ hen paa ham: Strax, sagde han og gav sig til at arbejde igen, mens han lod Adolf staa midt paa Gulvet.
Bare han havde gjort alt muligt andet end netop det, han gjorde, da havde de alle været i Live. Men nu. Nu begyndte Sangen atter derinde. Tynd og trist kneb den sig ud af Kirken og hen imod ham. Det var, som om Ordene svøbte sig om ham og stirrede ham op i Ansigtet. Og han kunde skelne Stemmerne i Sangen. De græd imod ham. De jamrede imod ham, og de truede ham. Og alle skreg de, det er ham, ham.
Har De glemt den?" Jeg indsaá, at vi havde en lille Duel sammen, og at hun prøvede paa at lede Samtalen i en anden Retning; men det vilde jeg ikke finde mig i. Jeg saá hende ind i Ansigtet, men hun vendte sig bort og stirrede paa en mørk Sky, som rejste sig paa Sletten bag ved os.
-Hm, og han fortrak Ansigtet, som var ogsaa det ham Højst ubehageligt: og saa har Knuth naturligvis siddet og dinglet paa Wienerkaféen for at vente. Tilsidst kom han ned mellem Tæpperne. Han laa paa Ryggen og stirrede op i Luften. -Det er mærkeligt, men de ender s'gu alle med at blive simple i en Seng. Karl v. Eichbaum slukkede sit Lys.
-Nej, Harriette, Harriette og Moderen sprang op, da Marschalinden kom ind i Spisestuen : er det Dig? Hun kyssede Marschalinden to Gange: -Fritz, vi maa straks se hende ind i Ansigtet, sagde hun og førte Fru Harriette hen til Vinduet: -Jo, Du ligner ganske Dig selv, sagde Moderen og kyssede hende igen. -Og Du ogsaa, sagde Marschalinden og smilede.
Hun havde straks sat sig til Orgelet, havde i Tavshed ordnet Registret, og nu spillede hun. William saá hende fra Siden: hun sad meget rank paa Stolen med Ansigtet lidt opadvendt og Øjnene næsten lukkede. Det var en Adagio. William sad ganske stille med Hovedet i sine Hænder, Albuerne paa sine Knæ og saá paa hende. Han talte slet ikke.
-Hm, sagde Agnes, saa mange Chancer har vi "Kvinder" egenlig ikke; de første fem og tyve Aar af vor Tilværelse danser vi rundt og venter paa at blive gift og de sidste fem og tyve sidder vi hen og venter paa at blive begravet.... Agnes satte Albuerne paa Bordet og støttede Hovedet i Hænderne. -Dejligt, sagde hun ud i Luften. Pludselig holdt hun Hænderne for Ansigtet og brast i Graad.
Og paa samme Tid følte han sig paa én Gang saa besynderlig glad, han syntes, han var reddet, nu, da han begyndte at tale, var frelst han følte, at latterlig var han ikke, bedre værd end til at haane. Og pludselig standsede han og saá paa Manden. Der blev en Pause, William ventede, stirrede paa Ansigtet. "Naa ja, det er jo lovende."
Han var kommet meget nær hen til det Sted, hvor jeg stod, før han opdagede mig; saa bøjede han sig og gav sig til at aabne den Paksaddel, der laa nærmest ved ham, som om han vilde undskylde, at han var gaaet derned. Jeg lagde Mærke til, at han ikke tog noget ud af den, og at han i al den Tid, han undersøgte den, ikke vendte Ansigtet hen imod det Sted, hvor jeg stod.
Dagens Ord
Andre Ser