Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 23. juni 2025
Hun var bange for hver eneste. Ja, ja, saa maa der ta'es den store Kande ... ja, den store Kande ... aa, gor De det ... Og Sondagskopperne ... ja, gor De det. Madam Bolling var saa angst for Praesterne. -Tinka, sagde hun og tog hende til en Side, mens hun saa paa hende med sine smaa Ojne, der snart ikke var Ojne mer: -Hvad har de talt ? spurgte hun saa angst og skraemt.
Jeg har somme Tider en Følelse af, at det er den skinbarlige Satan, jeg har for mig. Da jeg i Dag skulde hen at undervise Hedningerne, blev jeg igen greben af denne Angst for at staa Ansigt til Ansigt med Christian; og jeg maatte lade dem vente, medens jeg gik ned til Havet for i Ensomhed at styrke mig i en Bøn til den almægtige Gud.“
Hun tog om hans Pande; den var hed, hun kølede den med sit Armbaand, hun klappede hans Kinder, lagde sit Hoved ned mod hans Haar ... Men det var, som sank han stadig mere sammen i sin Ubevægelighed. Og hun blev pludselig angst, som om hun havde haft Døden mellem Hænderne.
Og Hænderne, hun rakte ham, var blevet skælvende og kolde. -Er Du bange, Pus? -Jeg vil snart gaa, sagde hun, og hun blev ved at være angst og kold. Sent hen paa Morgenen skulde hun gaa. Karl var utidig. -Du behøver kun at følge mig til en Droske, sagde Ida. Det gjorde han saa kun, og da Ida var inde i Vognen, bøjede hun Hovedet ned og kyssede hans Haand, der laa paa Vogndøren.
Dette græsselige Mareridt af Venten og Plattenslageri ja, du for det blev det og af Angst. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulde gjøre af mig selv. Jeg kunde ikke blive i Fa'ers Kontor det vilde vække Opsigt.
Hun lob ud i Gaarden, ind i Haven. Hun havde aldrig vaeret saa angst. Hun foer i Morket paa et Trae, ind i et Busket, men hun blev ved med at lobe op paa Hojen. Kun som en stor Skygge saa hun Kolonnen, der paa Vejen drog forbi. Hun stod laenge; hun vilde skelne et Ansigt, men saa intet. Taus gik den lange, ukendte Skygge forbi forbi og forbi, ud i Morket, hvor Trinene dode.
Det var forfærdelige Øjeblikke for Williams ophidsede Fantasi, naar han i stirrende Angst ventede inde paa Stranden, uafbrudt seende mod Badehusets Dør, der blev ved at være lukket Kvartér efter Kvartér, indtil den kolde Sved sprang frem paa den Ventendes Pande. Saa ilede han i vanvittig Frygt i tre Spring ned fra Skrænten, hvor han sad, ud ad Broen og bankede paa Døren.
Og vildt kæmpede Eboli om Karlos, og Karl svor sin Fader Fjendskab i Forbandelser, og Posa gik i Døden, Posa den Retfærdige. Hendes Højhed vidste knap af Ordene. Men hun hørte de oprørte Stemmer som i et stort Kor, og hun følte en klemmende Angst, som om noget besværede Aandedrag og Hjerteslag i hendes Bryst.
Hun gik ned, hendes Ben vilde ikke baere hende. Hun aabnede Doren, og hun saa, hun var der ikke. Hun spurgte: Har De set min Datter? og hun ventede ikke paa Svaret. Hun sagde Gang paa Gang: -Hvor det er Uret af Tine at gore mig saa forskraekket. Og greben af ny Angst sagde hun: -Men hvor er hun da? hvor er hun da?
William takkede og gik hen og satte sig ved Bordet, han var ikke angst, kun sløv. Han vidste, der kunde ikke hænde noget, som han ikke havde ventet, han var forberedt, men han syntes pludselig, at det var saa overflødigt, han var her. Inde fra den anden Stue hørte han nogle Børn le, Pigen skændte.
Dagens Ord
Andre Ser