United States or Kosovo ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Ja, sagde Karl og nikkede: men det er vel osse mest paa de Stille, det bider. Han rejste sig fra Sofaen for at strække Benene og han saá sig rundt fra Møbel til Møbel. -Det er det gamle Chatol, sagde han, det er utroligt. Ida fik Taarer i Øjnene, hun vidste ikke hvorfor; maaske var det Tonen i hans Ord. -Ja se, sagde hun.
-Det kan De blive, sagde Ida og slog igen med Hovedet. -Jo Tak Karl snøftede paa Ordene og hvordan.... Men pludselig slog han om, og mens han fik Hænderne op af Lommen og gned dem, sagde han: -Her er nu ligegodt meget hyggeligt. Ida sad stadig med Øjnene ind i Lysene: -Han var dog saadan et stille Menneske. -Hvem? -Forvalter Krog.
-Han havde drukket et Par Toddyer hos Bai nogle Aftener, men han var faldet a' paa 'en.... -Det havde bare været Sygdommen, der var i Anmarsch. Toget gyngede bon over Engene. Himmel og Slette skinnede i Efteraarets lyse Luft. Stærene larmede langs Telegraftraaden og samlede sig i Flok. -Nu rejser de, sagde Katinka. Hun fulgte med Øjnene de dragende Skarer under den klare Himmel.
Faderen aandede kun for Grevinden, han gjorde Kur, overvældede hende med Opmærksomhed, han kyssede hende paa Haanden, havde hende under Armen, sad bestandig lige overfor hende uden at tage Øjnene fra hende.
Derfor kunde de ikke tro, fordi Esajas har atter sagt: "Han har blindet deres Øjne og forhærdet deres Hjerte, for at de ikke skulle se med Øjnene og forstå med Hjertet og omvende sig, så jeg kunde helbrede dem." Dette sagde Esajas, fordi han så hans Herlighed og talte om ham.
Og saa den næste Dag, naar man ser hende igen, tror man min Sandten, man har drømt saa uskyldig ser hun ud af Øjnene ..." "Hun er jo holdt af Storm," indskød Hoff tørt. "Ja," William lagde sig til Rette i Chaiselonguen, "det er jo det, som er det mærkelige." Hoff tog hans Haand, "Men vi maa tale om det, William," sagde han. William saá paa ham, han plejede ellers aldrig at kalde ham ved Fornavn.
Er Doktor Larsen ikke hjemme, saa hent en anden ... Men gaa ud gennem Køkkenet, og vis ogsaa Doktoren den Vej, at Fruen ikke hører noget! Oppe i Gæsteværelset laa Barnet. Herredsfuldmægtigen stod bøjet over ham. Drengens Ansigt var end frygteligere at se, nu han droges med Døden. Øjnene var lukkede, og Hænderne krampagtig knyttede.
Spurvene holdt Hus mellem Elmene. Og naar man aandede, fornam man de vilde Ribsklasers Krydderduft. Prinsesse Maria Carolina lukkede Øjnene, som blev de blændet; og uden at hun vidste det, brød nervøse Taarer frem og løb ned over hendes Kinder. Hun følte et Ubehag overfor dette Lys og Liv, stærkt næsten som en fysisk Smerte. Det var, som Foraaret derude pludselig overvældede hende.
Dagens Ord