United States or Moldova ? Vote for the TOP Country of the Week !
Først nu i dette Øjeblik tænkte jeg klart over dette og aned med en Gang, hvordan det hele hang sammen. Jeg blev syg af Smærte og Skam, jeg hvisked Ylajali nogle Gange med hæs Stemme og rysted på Hovedet. Var det ikke mig, som endog så sent som igår havde bestemt mig til at gå hende stolt forbi, når jeg traf hende, og vise hende den største Ligegyldighed?
Hun tog mig uden videre for en Tigger, og jeg blev kold og rolig med ét. Jeg tog Hatten af og gjorde et ærbødigt Buk, og som om jeg ikke havde hørt hendes Ord, sagde jeg yderst høfligt: »Jeg beder Dem undskylde, Frøken, at jeg ringte så hårdt, jeg kendte ikke Klokken. Her skal være en syg Herre, som har averteret efter en Mand til at trille sig i en Vogn?«
Det kunde være et Snes bitte små, fine Dyr, som lagde Hovedet på den ene Side og gnaved lidt, lagde derpå Hovedet på den anden Side og gnaved lidt, lå et Øjeblik aldeles stille, begyndte igen, bored sig ind uden Støj og uden Hast og efterlod tomme Strækninger overalt, hvor de for frem . . . . Jeg var ikke syg, men mat, jeg begyndte at svede.
Hun stod en Stund og smagte på dette løgnagtige Påfund og syntes at blive tvivlrådig i sine Meninger om min Person. »Nej,« sagde hun tilsidst, »nej, her er ingen syg Herre.« »Ikke det? En ældre Herre, to Timers Kørsel om Dag, firti Øre Timen?« »Nej.« »Så beder jeg igen om Undskyldning,« sagde jeg; »det er kanske i første Etage.
»Bare fem Øre?« sagde jeg. »Så skal De få ti igen om et Par Dage.« »Kære Mand, vil De have mig til at stjæle af Skuffen?« spurgte han utålmodig. »Ja,« sagde jeg, »ja, tag fem Øre af Skuffen.« »Det blir ikke mig, som gør det,« slutted han, og han lagde til: »Og lad mig sige Dem nu med det samme, at nu kan det være nok af dette.« Jeg drog mig ud, syg af Sult og hed af Skam.
Og det synes jeg var så fælt sagt af far; for jeg læser bøn for vildanden hver aften og bér, at den må blive bevaret for døden og alt det, som ondt er. Plejer De læse aftenbøn? HEDVIG. Jaha. GREGERS. Hvem har vænnet Dem til det? HEDVIG. Jeg selv; for det var en gang far var så syg og havde igler på halsen; og så sa' han, at' han sad med døden i hænderne. GREGERS. Nå ja?
Jeg spurgte, om hun var syg; men i stedet for at svare på mit spørgsmål sagde hun: "gå ind til min moder og sig hende, at ridderen drager herfra endnu før dagbrækningen; hvis hun har brev eller budskab til ham, så bed hende, at hun ikke forvolder ham unødigt ophold". Og så føjed hun noget til, som jeg ikke rigtigt kunde høre. FRU INGER. Hørte du det slet ikke?
Jeg var virkelig højst forkommen, sagde jeg, temmelig syg, desværre; det vilde sikkert ikke gå mer end et Par Dage, før jeg kunde betale det tilbage. Om han vilde være så snil? »Kære Mand, hvorfor kommer De til mig?« sagde han. »De er mig et fuldstændigt X, løben ind fra Gaden. Gå til Bladet, hvor man kender Dem.«
„Jeg tror,“ vedblev han med et Smil om Læben, medens hans Øjne dog stadig havde et alvorligt Udtryk, „at det er lige saa umuligt for en af vore Folk at blive syg, som det er for en Salamander at faa Snue. Der er saa forbandet hedt i vor underjordiske Verden, at ingen Bakterier kan trives der.“
GREGERS. Jeg trodde dog ikke, at jeg var så aldeles blind heller. RELLING. Å jo, det er ikke langt ifra. For De er en syg mand, De også, ser De. GREGERS. Det har De ret i. RELLING. Jaha. De lider af et kompliceret tilfælde.
Dagens Ord
Andre Ser