United States or Jordan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ikke et Menneske omkring, intet Lys, ingen Støj. Jeg er i det voldsommeste Sindsoprør, jeg puster tungt og højlydt og græder tænderskærende for hver Gang, jeg må levere disse Kødsmuler, som kanske kunde mætte mig lidt.
Nå, det angik ikke mig, aldeles ikke; Oldingen var desuden død, døde kanske imorges ved fire Tiden; det var mig altså inderlig knusende ligegyldigt med den Støj; hvorfor Fan sad jeg da og gjorde mig mine Tanker om den? Rolig nu! »Så byder mig og min egen Samvittighed . . . .« Men alt havde forsvoret sig imod mig.
Det kunde være et Snes bitte små, fine Dyr, som lagde Hovedet på den ene Side og gnaved lidt, lagde derpå Hovedet på den anden Side og gnaved lidt, lå et Øjeblik aldeles stille, begyndte igen, bored sig ind uden Støj og uden Hast og efterlod tomme Strækninger overalt, hvor de for frem . . . . Jeg var ikke syg, men mat, jeg begyndte at svede.
Jeg holdt Papirerne på mine Knæ og stirred uafbrudt ned i Gulvet, for ikke at adspredes af noget; men det nytted mig ikke, ingenting nytted mig, jeg kom ikke af Pletten. Værtindens to Småpiger kom ind og holdt Støj med en Kat, en underlig, syg Kat, som næsten ingen Hår havde; når de blæste den ind i Øjnene, flød der Vand ud af dem og nedad dens Næse.
Jeg tog atter mine Papirer op og vilde vise alle uvedkommende Indtryk tilbage. Jeg var standset midt i en Sætning i Dommerens Tale: »Så byder mig Gud og Loven, så byder mig mine vise Mænds Råd, så byder mig og min egen Samvittighed . . . .« Jeg så ud af Vinduet, forat tænke efter, hvad hans Samvittighed skulde byde ham. En liden Støj trængte ud til mig fra Stuen indenfor.