United States or Tunisia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men om jeg nu gik ind og bad om en Bid Brød? Det var en Strejftanke, et Glimt; det faldt mig virkelig ind. Fy! hvisked jeg og rysted på Hovedet. Og jeg gik videre. I Rebslagergangen stod der et Par elskende og hvisked inde i en Port; lidt længer henne stak en Pige Hovedet ud af Vinduet. Jeg gik så sagte og betænksomt, jeg så ud til at grunde på noget af hvert og Pigen kom ud på Gaden.
Først nu i dette Øjeblik tænkte jeg klart over dette og aned med en Gang, hvordan det hele hang sammen. Jeg blev syg af Smærte og Skam, jeg hvisked Ylajali nogle Gange med hæs Stemme og rysted på Hovedet. Var det ikke mig, som endog så sent som igår havde bestemt mig til at gå hende stolt forbi, når jeg traf hende, og vise hende den største Ligegyldighed?
Tvungen af Trang til at henvende mig til ham . . . . Skulde ikke vare ret længe, før jeg skulde betale det tilbage . . . . Når jeg fik Honoraret for min Avisartikel . . . . Han vilde gøre mig så stor en Velgærning . . . . Endnu mens jeg talte, vendte han sig til Pulten og fortsatte sit Arbejde. Da jeg var færdig, så han påskrå henimod mig, rysted sit smukke Hoved og sagde: »Nej!« Bare Nej.
Den gamle rørte ikke en Finger, forat forsvare sig; han så blot på sine Plageånder med rasende Øjne for hver Gang, de stak efter ham, og rysted på Hovedet, forat befri sig, når Stråene allerede sad ham i Ørene. Jeg blev mer og mer ophidset ved dette Syn og kunde ikke få mine Øjne bort fra det.
Det gjorde ikke meget ondt, Såret var heller ikke stort; men jeg var med en Gang bragt til mig selv; jeg rysted på Hovedet og gik hen til Vinduet, hvor jeg fandt mig en Klud, som jeg vikled om Såret. Mens jeg stod og pusled hermed, blev njine Øjne fulde af Vand, jeg græd sagte for mig selv. Denne magre, itubidte Finger så så sørgelig ud. Gud i Himlen, hvor langt det nu var kommet med mig!
Og det faldt mig pludselig ind, at jeg lige så godt kunde gøre mig til Kæltring straks og gå hen til »Onkels« Kælder med Sengetæppet. Jeg kunde sætte det fast for en Krone og få tre passende Måltider, holde mig oppe til jeg fandt på noget andet; Hans Pauli fik jeg slå en Plade. Jeg var allerede på Vej til Kælderen, men standsed foran Indgangen, rysted tvivlrådigt på Hovedet og vendte om.
En Fuldmægtig gik omkring og beså disse Ansøgere, følte på deres Arme og gav dem et og andet Spørgsmål, og mig gik han forbi, rysted blot på Hovedet og sagde, at jeg var kasseret på Grund af mine Briller. Jeg mødte op påny, uden Briller, jeg stod der med rynkede Bryn og gjorde mine Øjne så hvasse som Knive, og Manden gik mig atter forbi, og han smilte, han havde kendt mig igen.
Jo, hun var virkelig god! Men hvorfor gav jeg hende da Pengene? Konen blev forbittret og råbte højt derom. Jeg forklared, hvorfor jeg havde givet hende Pengene, forklared det dæmpet og eftertrykkeligt: Det var min Vane at gå frem på den Måde, fordi jeg troed alle Mennesker så godt. Bestandig når nogen bød mig en Kontrakt, et Bevis, så rysted jeg på Hovedet og sagde Nej Tak.
»Men blot for iaften!« sagde jeg. »Redaktionen er allerede stængt, og jeg er meget sulten nu.« Han rysted vedholdende på Hovedet, vedblev at ryste det endog efterat jeg havde grebet fat i Låsen. »Farvel!« sagde jeg. Det var ikke noget højere Fingerpeg, tænkte jeg og smilte bittert; så højt kunde også jeg pege, når det kom an på det.
Og hvorfor netop gribe til denne Klokkestræng, der var længst borte fra Trappen? En ung Dame i grå Dragt med sort Pynt kom og lukked op; hun så en liden Stund forbauset på mig, derpå rysted hun på Hovedet og sagde: »Nej, vi har ikke noget idag.« Og hun gjorde Mine til at ville lukke Døren. Hvorfor havde jeg også dumpet op i det med dette Menneske?