United States or Guadeloupe ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg sad og glæded mig over dette Puds, gned mig henrykt i Hænderne og bandte storslagent hen i Hyt og Vejr. Om han ikke skulde få en lang Næse, den Hund! Om han ikke vilde synke ned i Helvedes hedeste Pøl og Pine for den Kæltringstreg! Jeg var bleven drukken af Sult, min Hunger havde beruset mig.
Der var intet at se og timene gik. Det var bare et tidsspørsmaal, naar sult, tørst og mangel paa ammunition vilde tvinge dem til at overgi sig.
Hvorfor kunde ikke egentlig hele Huset være flyttet ud i Aker, når jeg kom og skulde ind? . . . . Og jeg lo ved mig selv, forhærdet af Sult og Forkommenhed. Jeg hørte Hestene stampe inde i Stalden, og jeg kunde se mit Vindu ovenpå; men Porten kunde jeg ikke åbne, og jeg kunde ikke slippe ind. Træt og bitter i Sind bestemte jeg mig derfor til at gå tilbage til Bryggen og lede efter mine Nøgler.
»Bare fem Øre?« sagde jeg. »Så skal De få ti igen om et Par Dage.« »Kære Mand, vil De have mig til at stjæle af Skuffen?« spurgte han utålmodig. »Ja,« sagde jeg, »ja, tag fem Øre af Skuffen.« »Det blir ikke mig, som gør det,« slutted han, og han lagde til: »Og lad mig sige Dem nu med det samme, at nu kan det være nok af dette.« Jeg drog mig ud, syg af Sult og hed af Skam.
»Så er De lige så rig, som jeg«, sagde han og gav sig til at ordne Garnpakker. »Å, vis mig ikke bort ikke nu!« sagde jeg, på en Gang kold over hele Legemet. »Jeg er virkelig næsten død af Sult, det er mange Dage, siden jeg nød noget.« I yderste Alvor, uden at sige noget, gav han sig til at vrænge sine Lommer, en efter en. Om jeg ikke vilde tro ham på hans Ord, hvad?
Mørket var bleven lidt tykkere, en liden Bris fured i Sjøens Perlemor; Skibene, hvis Master jeg så mod Himlen, så ud med sine sorte Skrog som lydløse Uhyrer, der rejste Børster og lå og vented på mig. Jeg havde ingen Smærte, min Sult havde stumpet den af; i dens Sted følte jeg mig behageligt tom, uberørt af alting omkring mig og glad over at være uset af alle.
Og atter vandred jeg ud i Byen. Jeg slog mig påny ned på en Bænk ved Vor Frelsers Kirke, dused sammen, med Hovedet på Brystet, slap efter den sidste Ophidselse, syg og forkommen af Sult. Og Tiden gik. Jeg fik sidde også denne Time ud; det var lidt lysere ude end inde i Hus; det forekom mig desuden, at det arbejded ikke fuldt så galt i Brystet ude i fri Luft; jeg kom jo også tidsnok hjem.
Men jeg standsed igen. Jeg måtte være ganske ubegribelig mager. Og Øjnene var på Vej ind gennem Hovedet. Hvordan så jeg egentlig ud? Det var nu som hede Fan også, at man måtte lade sig levende vanskabe af bare Sult! Jeg følte Raseriet endnu engang, dets sidste Opblussen, en Senetrækning. Hjælpe os for et Ansigt, hvad?
Dagens Ord
Andre Ser