United States or Jamaica ? Vote for the TOP Country of the Week !


Men da der var gaat en tre-fire dager, begyndte han at bli urolig. Han hadde nu faat alle oplysninger, han ønsket og længtet bare efter, at Forrest skulde sende ham ut som spion, saa han kunde komme tilbake til nordstatshæren og avlægge rapport til general Smith. Forrest hadde imidlertid ingen hast med at prøve evnene hans.

LIND. Til langt dag; jeg gik tilsengs mat, og dog samme tid i slig en rørelse; jeg frygted næsten, jeg var bleven gal. FALK. Å ja, du led jo af et slags forgørelse. LIND. Men Gud ske lov, vågned jeg normal. Herr Lind! Der er de efter mig igen! Kom, lad os . FRØKEN SKÆRE. Nej bi; hvor skal De hen? Lad os i hast ende uenigheden, Som De og Deres kæreste er kommen i.

Dette, at den evigt spiller, evigt mæt af Glands sig runder, evigt fylder sig og triller, det er Under over Under, hvorpaa jeg forbauset grander, Kunstens Dyd, Naturens Feil, som at fængsle Lyden fast. Luftens Svale i sin Hast, Billedet i Kildens Speil. O, hvad sød vellystig Skræk! Angst for Vind og Solens Straale! Draaben, som ei meer kan taale! Fluen, som vil flyve væk!

Det havde ingen Hast; i værste Fald kunde jeg søge ud i Skogen et Sted, jeg havde hele Byens Omegn at tage til, og der var ikke Kuldegrader i Vejret.

Ja, Catilina, vi vil følge dig! CATILINA. sværg mig til ved vore fædres guder at I vil lystre hvert mit vink! Ja, ja; højt sværger vi, i alt at lystre blindt! CATILINA. snig jer enkeltvis, ad delte veje, ind i mit hus. Der vil I finde våben. Jeg kommer efter; I skal at vide, hvad fremgangsmåde jeg har valgt. nu! Et ord i hast!

»Jeg har ingen Hastsiger jeg, bange forat forstyrre ham og gøre ham utålmodig med min Henvendelse. Min Stemme lød forunderlig hul, jeg kendte den næsten ikke selv igen, og mit Hjærte slog som en Hammer. Han kom mig smilende imøde, som han plejed, lagde begge sine Hænder flade Disken og mig ind i Ansigtet, uden at sige noget.

Der var liden Ridderlighed hos Skæbnen, virkelig nokså liden Ridderlighed, måtte man sige! . . . . Jeg gik hen til en Mand, som stod og glante indad et Butiksvindu, og spurgte ham i største Hast, hvad man efter hans Mening skulde byde en Mand, som havde sultet i lang Tid. Det galdt Livet, sagde jeg, han tålte ikke Bif.

Og til guttens store overraskelse kastet indianeren i samme øieblik tøilene til Bills hest fra sig, sprang op paa sin egen pony og forsvandt i største hast. Den rødes skarpe ører hadde opfanget lyden av mænd, som nærmet sig leiren. Ellers var kanske gutten ikke sluppet saa let fra dette møtet.

Det kunde være et Snes bitte små, fine Dyr, som lagde Hovedet den ene Side og gnaved lidt, lagde derpå Hovedet den anden Side og gnaved lidt, et Øjeblik aldeles stille, begyndte igen, bored sig ind uden Støj og uden Hast og efterlod tomme Strækninger overalt, hvor de for frem . . . . Jeg var ikke syg, men mat, jeg begyndte at svede.