United States or Zambia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg skulde betale Værtinden min idag, Di kunde vel ikke være så snil at låne mig fem Kroner, vel? Bare på no 'en Da'er. Di har gjort mig en Tjeneste før, Di.« »Nej, det kan jeg virkelig ikke, Jens Olaj,« svared jeg. »Ikke nu. Måske senerehen, måske i Eftermiddag.« Og jeg sjangled opad Trappen til mit Værelse. Her kasted jeg mig på min Seng og lo.
Tvungen af Trang til at henvende mig til ham . . . . Skulde ikke vare ret længe, før jeg skulde betale det tilbage . . . . Når jeg fik Honoraret for min Avisartikel . . . . Han vilde gøre mig så stor en Velgærning . . . . Endnu mens jeg talte, vendte han sig til Pulten og fortsatte sit Arbejde. Da jeg var færdig, så han påskrå henimod mig, rysted sit smukke Hoved og sagde: »Nej!« Bare Nej.
»Godmorgen, da! . . . . Hør,« sagde han pludselig, »jeg skylder Dem altså nogle Kroner, og det er Skam, at jeg ikke har betalt dem tilbage for længe siden. Men nu skal De få dem med det første.« »Ja, Tak,« svared jeg. Men jeg vidste, at han aldrig vilde betale mig tilbage de Kroner. Øllet steg mig desværre straks til Hovedet, jeg blev meget hed.
Jeg var virkelig højst forkommen, sagde jeg, temmelig syg, desværre; det vilde sikkert ikke gå mer end et Par Dage, før jeg kunde betale det tilbage. Om han vilde være så snil? »Kære Mand, hvorfor kommer De til mig?« sagde han. »De er mig et fuldstændigt X, løben ind fra Gaden. Gå til Bladet, hvor man kender Dem.«
„Jeg tror jeg kommer til at opleve mit livs herligste eventyr,“ sa millionæren henrykt. „Men John P. Rockerman er ikke den som gjør en Jules Verne-trip som denne uten at betale for sig, og
Han kaldte Ratje for sin bedste ven og forpligtet sig til at slaa en vis Trumpen helseløs, saasnart han fik ham under hænderne; thi havde ikke samme Trumpen snydt ham blodig og meget og havde ladet sig betale for at «Trygg» skulde faa nogen elendige slæb for d'herrer Hahn & Hinken, uagtet dette glorværdige firma havde givet udtrykkelige ordre til at han, Hansen paa «Trygg», skulde have alle de slæb som hans ven Ratje ikke kunde overkomme.
ERIK. Det var en vådesgerning, det kan jeg sværge på. KNUT. Han løb imod mig med løftet økse; jeg vilde værge for mig og så hug jeg uforvarende til. ERIK. Her er mange, som så på det. KNUT. Fru Margit, kræv hvad bod I vil; jeg er rede til at betale den. MARGIT. Jeg kræver intet. Gud må dømme os alle. Dog jo, ét kræver jeg; lad fare eders onde anslag imod min søster.
Jeg notered mig Mandens Adresse og bad i Taushed til Gud om denne Plads; jeg vilde forlange mindre end nogen anden for Arbejdet, femti Øre var rigeligt, eller kanske firti Øre; det fik blive ganske som det vilde med det. Da jeg kom hjem, lå der på mit Bord en Seddel fra min Værtinde, hvori hun bad mig om at betale min Husleje i Forskud eller flytte ud, så snart jeg kunde.
De hadde sine møter i skolehuset eller i hjemmene. Jack Youngberg prækte for dem, saa slap de at betale presteløn. Ellers blev de mest velsignet naar de fik præke litt allesammen paa møterne. John Asber selv var kommet til den overbevisning at det var ubibelsk at ha fast prest og betale ham stor løn.
De to opvartere slukket gasblussene længere ute i lokalet og stillet sig avventende op ved bordet. Der var altsaa ikke andet for end at betale og gaa . Heggen var blandt de sidste, som kom ut. Borte paa torvet i maaneskinnet saa han frøken Schulin ta Jennys arm. Og de løp mot en ledig drosche, som de andre holdt paa at storme.
Dagens Ord
Andre Ser