United States or Vatican City ? Vote for the TOP Country of the Week !


Hektor havde hugget sine Kæber om Svanens Hals. Og nu kastede alle fire Hunde sig som rasende over Fuglen, rev og sled i den, og bed den til Døde; medens den øvrige Svaneflok skrigende flygtede og baskede Vandet til Skum med deres stækkede Vinger ... Da Hofjægermesteren kom hjem, laa Mona angergiven i sin Seng. Og han tilgav hende som sædvanlig under en stor Forsoningsfest.

Med ganske tomme Øjne sad de to Oldinge, midt mellem de Talende, og stirrede paa hinanden. De to Stiftsdamer, der endelig skulde gaa, kom forbi Pappegøjens Bur: -Se Fuglen, Anna Frederikke, sagde Charlotte Amalie og stak sin ringbesatte Finger ind til Fuglen.

Der blev Spektakel og smaa Hvin paa Perronen. -Hva' er der løs, raabte Agnes fra Køkkenet. -Vi mader Fuglen, sagde Louise-Ældst. Hun var sprunget op paa Bænken med sin Skønhed og stod og stak Bai Kage ind i Munden. -Uh, han bider, raabte hun. Det var ved saadanne Lejligheder, Fru Abel sagde: -De bli'er jo ved at være rene Børn naar man ikke kender noget til Verden....

Næste Morgen, da han atter gik nede ved Strandbredden, saae han en stor hvid Søfugl komme flyvende, og atter maatte han tænke paa, hvad Ynglingen havde sagt til ham. »Du skal i al Fald ikke blive min Veiviser«, sagde han og skjød en Pil efter Fuglen, men traf den ikke. Thjodolf meente dog, at den Pil var for god til at skydes bort og gik derfor hen for at tage den op.

Da faldt det Thjodolf paa Sinde, at nu havde han dog fulgt Fuglen, som Ynglingen havde sagt, at han skulde, og han vilde derfor strax vende om. Men idet han saae op ad Bygningen, inden han vendte den Ryggen, saae han hin Yngling i et Vindue deroppe, og han vinkede ad Thjodolf. »Denne Gang skal Du ikke undgaae mig«, sagde Thjodolf, og han drog sit Sværd og gik ind i Gaarden.

Men da han kom hen til Pilen, saae han Fuglen sidde et Stykke derfra paa en stor Steen. Han vilde da forsøge anden Gang, men det lykkedes ham ikke bedre. Nu blev Thjodolf harmfuld over, at han ikke kunde træffe bedre, og vedblev at forfølge Fuglen uden at tænke paa, hvor han kom hen, indtil han tilsidst standsede udenfor en stor Bygning, foran hvis Port der stod to høie Lindetræer.

Fuglen sit Øje lukker, Sætter sig trygt til Ro, Drømmer, mens Stormen sukker Hult om dens høje Bo. Stormen lad den kun fnyse Bølgen lad den kun gaa; Drømmenes Kyst den lyse Kan den dog aldrig naa. Hun havde sunget det første Vers dæmpet men fast, men under det sidste Vers slog hendes Stemme over, og de sidste Toner kom som en stille Hvisken. Hun tog Lommetørklædet op og dækkede for sine Øjne.

»Bævende Hjerteudbrød Corpus Juris i høieste Grad opirret, som om det kunde være en personlig Fornærmelse mod ham selv, »hvad er det for et bævende Hjerte, som der skal siges Godnat til? Er det Digterens eget, hvad nærmest synes mig at være Meningen, hvad skal saa den sidste Linie betyde: »Sig det, Du veed det jo nok« skal Fuglen da sige til ham, hvad han selv godt veed i Forveien