United States or Kuwait ? Vote for the TOP Country of the Week !


Louise-Ældst bragte den tomme Tallerken tilbage. Krummerne snappede hun op med Fingerspidserne. Frøknerne Abel var altid saadan: de levnede ikke. Hun stod ved Køkkenvinduet og saa' ind: -Det skulde Mo'er ha'e vidst, sagde hun sødt. -Naa, saa hun har ikke snuset det, sagde Agnes over Pundkagen.

Det var saa koldt, forsikrede Axel, at Harnisket kunde binde Fingerspidserne, naar man rørte ved det. Sneen var anderledes end i Danmark, fin og hvas som et slibende Pulver, der smittede af, og naar man fik den paa sig, skoldede den. Der faldt Snefingre ned fra Grankvistene, mens man red, og kom de paa Huden, bed de sig fast som graadige Igler.

Fortælle hende, at Faderen var syg det vilde være en Straf, og det kriblede ham i Fingerspidserne efter at sige det; men alligevel, nej, det var umuligt. Om Aftenen var de i Thaliatheatret. De sad i en Avantscene-Loge. Høg og Grevinden langt tilbage i Mørket, William helt Fremme. Man spillede et Stykke af Moser med en af Tysklands berømteste Skuespillerinder som Gæst. Ingen i Logen fulgte Spillet.

"Nu er man Dame til Fingerspidserne forstaar De." "Skal vi sige til Taaspidserne?" "De er vist en væmmelig En." "Maaske. Tillader Fruen, at jeg forestiller mig for Dem?" "Ja. Fru Ellis Birger det er mit Navn." "Tak, det ved jeg. Herude kender man jo hinanden. Mit Navn er Preben Flyge." "Det er Dem, der boer der ovre i det lille Hus?" "Ja." "Keder De Dem ikke morderlig her ude?" "Jo Gudskelov.

Altsaa skiftede Kammerherren Rolle i samme Nu: »Ja Gudbevares. Tak skal De have! Nu husker jeg forøvrigt godt, jeg ved en Fejltagelse fik den lagt mellem Deres Papirer. Aa ja, med fremmede Gesandter i vore Dage har det ingen Nød. Altid Gentlemen til Fingerspidserne. I gamle Dage var det en anden SagGrev Campnell bukkede. Kammerherren fortsatte til Afsked: »Farvel!

Jeg takkede ham for denne Forsikring og vendte mig saa om mod Nikola, der sad i en lang Rørstol og stirrede stift paa ham, medens han klemte Fingerspidserne sammen. Der syntes at være noget, der gjorde ham urolig. Da han saa talte, var det tydeligt og meget bestemt, som om han ønskede, at hvert enkelt Ord skulde høres i sin fulde Klarhed af den Mand, det var henvendt til. "Naa, Hr.

Jeg kan godt lide at se ham se nedad; hans Øjenvipper er saa latterligt lange og krøllede, de er ikke sorte som mine og Hr. Carruthers, men mørkebrune og bløde og skyggede, og jeg véd ikke rigtig, hvorfor de er saa tiltrækkende. Naar man ser dem næsten ligge nede paa hans Kinder, faar man Lyst til at røre ved dem med Fingerspidserne. Jeg har aldrig tilbragt en saa dejlig Eftermiddag! Men ak!

Det er ikke letsindige, Pariserne er; de er lette og letbevægelige. De holder af at lægge saa stærkt Solskin over Alt, hvad der hænder, som der kan lægges over det, de lader sig hurtigt rive med baade af Begejstring og Harme, baade af store Tanker og af store Fraser. Det er derfor, de gjør Revolution hver anden Dag. De er Optimister helt ud til Fingerspidserne.

Du kan ikke tænke Dig, hvad det er for et underligt Værelse, jeg har faaet, det ligger lige ud til en stor, aaben Flisegang, hvor Folkene gaar igennem ind til Borgestuen, og saa er det saa lille og lavt, at jeg kan naa Loftet med Fingerspidserne, og der er Gittervinduer i ligesom i en Kirke eller et Fængsel, og der er kun een af Ruderne, som kan lukkes op, saa der næsten ingen frisk Luft kan komme ind.

Anna Margrethe børstede Neglene, som vilde hun børste Fingerspidserne af Børnene. -De er ikke rene endnu, sagde Moderen: Gud véd, hvad I maa rode i.... -Og Øerne, sagde Moderen. -La'e mig. Hun tog selv fat med Ørene. -Og faar man dem saa rene, sagde hun fortvivlet, saa bli'er de røde. Røde blev de. Man naaede til Paaklædningen, og Pletter var der paa alt Tøjet.