Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 5. juli 2025
Efter nogle Dages Forløb vendte de saa atter hjem, og det gamle Liv begyndte igen. Eksaltationen steg stadig, og Nina og William turde ikke mere gaa i Seng om Natten. Dér sad de mange Nætter det var nu ud paa Efteraaret halvslumrende i et Par Lænestole i Williams Værelse uden at turde tænde Lys og uden at turde tale for at holde sig vaagne.
Jeg afsluttede min Nat med en Spaseretur ud ad Bredgade, og saa kom jeg paa Hjemvejen i Tanker om, at jeg kunde tage lidt Varme i mig hos Dem." Han slog Skindkraven ned. "Men der er maaske ikke lagt i endnu." "Jo, der er lagt i." De gik ind i Williams Stue, snakkede lidt op og ned om ligegyldige Ting. Hoff var træt og talte dæmpet, klagede over ondt i Ryggen.
Margrete viste lidt af sin Atlaskessko frem under Kjolen. "Hvad han skriver, er dog virkelig smukt." "Maaske ..." "Blomstertur Damen to Herrer Damen to Herrer." De sad lidt, Williams Haand hvilede paa Sofabetrækket ved hendes Slæb, Margrete lagde sagte sin Vifte ned paa den. Han fo'r sammen ved Berøringen med det kolde Skaft og saá paa hende. "Er De vred?" spurgte hun.
"Jeg kan slet ikke tro paa, at det er sandt," sagde hun, efter at den første Henrykkelse var forbi. "Hvorfor lod du mig ikke vide, at du kom til Shanghai?" "Fordi jeg ikke havde nogen Idé om, at du var her," svarede jeg. "Men var du ikke hos Williams i Tientsin, og gav han dig ikke mit Brev?" "Jeg har hverken været i Tientsin eller talt med Hr. Williams.
Men da det blev Alvor, vedblev hun længe at vægre sig ved at tro det; hun kunde ikke tænke sig det, hun vilde ikke forstaa det. Paa Williams Hoved havde hun lagt alle sine Forhaabninger, i ham og kun i ham havde de to Søstre levet de to Aar i Præstegaarden; han var deres Alt.
Da vi forlod Williams' Bolig, var det klart Stjernelys, men nu var Himlen dækket af sorte Skyer, og medens jeg gik ned ad Gaden i Retning af den engelske Koloni, hørte jeg et svært Tordenbrag. Klokken var næsten elleve, og det forekom mig, som om der var mærkelig roligt i Kineserbyen.
William saá ikke op, spurgte halvt tankeløst: "Hvem var det?" "Det var Grevinden med den unge Jansen." William vendte sig med et Ryk. Han saá Grevindens graa Hat, Maleren sad ved Siden af hende paa Forsædet. "Aa," sagde Hoff, "Jansen er et smukt Talent og et vakkert Menneske." I et Øjeblik mødtes deres Øjne: der var en Flamme i Williams. Saa slukkedes den og han vendte sig for at gaa.
Hun hørte Musikken som en Sang, Tummelen omkring dem bedøvede hende, hun var liga ved at faa Taarer i Øjnene og lukkede dem ... Williams Blik hvilede paa hendes Ansigt, han hørte hendes Aandedrag, hun holdt Hovedet lidt tilbage, Hagen frem. Og saa smilede hun ... Han blev ved at dreje i Dansen, han mærkede det næppe selv, men han drejede stadig rundt, hurtigere og hurtigere.
"Men hvad tror De, han kan have fortalt dem?" spurgte jeg, "og hvem kan De Folk være, som har udspurgt ham?" "Han kan ikke have fortalt dem meget," svarede Nikola, "fordi der ikke var meget at fortælle, og hvem de Mænd er, har jeg ikke den fjerneste Anelse om. Jeg har af Princip Mistillid til ham!" "Men hvorfor sender De ham til Williams?"
Det er en frygtelig Risiko, men da det er en Lejlighed, som maaske aldrig kommer igen, maa vi benytte den. Læg nu nøje Mærke til, hvad jeg siger: Det kan ikke gaa an, at jeg forlader dette Hus i Aften, men det er nødvendigt, at jeg staar i Forbindelse med Williams. Jeg maa skrive et Brev til ham, og De maa bringe ham det. Det første, han skal gøre i Morgen tidlig, er at sende to Telegrammer."
Dagens Ord
Andre Ser