United States or Burundi ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg var hjertelig glad over at slippe for saa godt Kjøb, men det Værste stod endnu tilbage. Thi for det Første maatte jeg siden, hvad jeg nok havde frygtet, høre en lang Straffeprædiken af Gamle, hvori han foreholdt mig mine Pligter mod Dyrene.
"Det er jo en ren Trompetnæse, han har," sagde Augustine Brohan. "Og hvad der er det Værste, han bruger den som en Trompet," føjede Auber til.
Det kan nok være, men derfor behøver man dog ikke strax at frygte det Værste. Ja, saadan er jeg nu en Gang, Harald! dit freidige Sind vil faa meget at udstaa med mig. Paa Sorgerne tager jeg altid Forskud, og jeg synes, Kapitalen bliver lige stor. Se, nu er jeg i Virkeligheden næsten lige saa nedslaaet, som om den kjære gamle Mand allerede var gaaet bort.
Det var længe siden, han havde taget saa fast eller ømt om hendes Haand. -Men hvorfor skal vi tale om det, sagde Ida og virrede med Hovedet: Nu vil vi drikke. Og hun tog sit Glas. Da hun havde drukket og sat Glasset, sagde hun pludselig, og vilde slet ikke sige det: -Det værste, de kan gøre, er da at gi'e mig min Afsked. -Det manglede blot, brast det ud af Karl.
Jeg maa være forberedt paa det værste. Hun satte sig i Sophaen og bad mig tage Plads ved Siden af sig.
De Gange, de havde taget Livtag, havde han altid faaet de værste Klø Saasaa, sagde han saasaa ... Kan Du redressere Dig med en Hal'tresøre, kan der vel nok blive Udvej for at skaffe den da, siden det er din Gebursdag ... Men mere har jeg Pin'de heller ikke at undvære! Johanne sendte ham et ransagende Blik.
Lady Katherine talte meget ved Bordet, om Politik og om sine Velgørenhedsarbejder, og de fire Pigebørn var saa ærbødige og interesserede, men Hr. Montgomerie sagde hende imod, naar han kunde. Jeg var glad, da vi gik ind i Dagligstuen. Den første Aften var den værste af dem alle, fordi vi var saa fremmede for hinanden, med Tiden vænner man sig til, hvad det skal være.
-Han giver en Kassekredit, sagde Berg, naar De kommer til ham iovermorgen. -Hvor stor? sagde Adolf. -Det sagde han ikke ... Han ménte kun, at saadan kunde man, lettest, foreløbig ordne Sagen. -Hva' sagde Adolf og slog Berg paa Kinderne med et Par hede Hænder er det en Karl hva? Adolf var altid rede til at beundre de andre, mens han selv i Stilhed trak det værste Læs.
Mildt tog hun vore Hænder bort fra sit Hoved, og hun blev blot ved at gjentage i samme Tone: -Ja, min stakkels Mand min stakkels Mand. Saa kom den værste Tid, min Ven naar Uroen er forbi, og Smerten, den rigtig kan faa Stunder, og den sætter sig saa lunt til Ro i vort Liv og er daglig Gjæst ved alt, hvad vi gjør ... For Mo'er blev det haardest.
Høg havde i Aften faaet Meddelelsen fra København, hvori Brevskriveren frygtede det værste. Det var under Følelsen af dette truende, man var blevet sammen i Dagligstuen, ligesom naar man under et Uvejr alle klumper sig sammen i det samme Værelse. Man talte ogsaa om Grevinden.
Dagens Ord