Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !

Opdateret: 5. juni 2025


Ellen reiste sig for at paa den nye Tur, der var ikke Damer nok, og Bernstorf skreg: -En Dame, Grevinde Urne, en Dame ... Ellers gaar Turen i Stykker ... Bernstorf førte hende ud. Kæderne føg sammen, jog frem og bort. Ellen fik stakaandet atter Bernstorf. -De jager Livet af os hører De, Bernstorf, jeg kan ikke mere ... De maa holde op. Ellen dansede meget rank næsten, som stred hun imod.

Men pludselig knyttede han sine Hænder og hans Blik syntes et Nu at blive tomt og hele Øjet næsten hvidt: under en vældig Anspændelse af Vilje skød han som en Jernskodde for sin egen Tanke og havde begravet den. Han vidste ikke mer om det. Han trak i Vognsnoren og Johan Kudsk holdt an: -Til Fru Urne, raabte Hans Excellence, og Vognen kørte tilbage gennem Byen, over Torvet, ned ad Bredgade.

Fru Urne havde lænet sit Hoved til Stolens Ryg og saá ud i Luften: -Hvorfor lyver de da alle? -De lyver, sagde han: som Du lyver. Han tav lidt: -Hvorfor de lyver? sagde han: Fordi vi opdrættes til at tro, at vi er noget andet end vi er. Og naar vi saa opdager os selv, tror vi, de andre er bedre og vi er de værste . . . -Men vi er ens og vi har den samme Krop.

De flyttede tæt sammen for at høre Orkestermusiken var stærk han helt ind til hende, Clara Zichy sad med sine blanke Ungarøine fæstet paa ham. De skal ud. Carl Urne valser voldsomt, fører hende tæt, hun ligger som en Vaand i hans Arme. De stanser først, naar Musiken holder op. Grevinde Urne kan ikke danse.

Ellen Urne spurgte sig selv, om det dog evig, evig skulde blive ved som nu. Hun saa paa sit Liv, som det blev levet, indholdsløst, fra Dag til Dag, og hun syntes, at det var kun som et snigende Mord. En evig, en evig Karussel omkring det tomme, ligegyldige. Men saaledes var det, og der var intet andet. Og hun hun blev her.

De red ofte sammen lange Ture, hvor de blev borte halve Dage, og spiste Frokost i en Kro, hvor det kunde falde sig en ren Idyl; i Selskab og Theatret var de altid sammen, og om Vinteren paa Ballerne, naar Dansen var begyndt, og de ældre Herrer sad rundt i Krogene med deres Likør og deres Sportpassiar, eller de spillede Kort i Rygeværelset, kom Grevinde Urne ofte varm af Dansen i sin Silkedragt og spredte en Duft af Viol midt i Havannarøgen, mens hun stillede sig bag Grevens Stol og lagde Armene paa hans Skulder, og raadede ham i Spillet; eller hun tvang ham ubarmhjærtigt til at lægge Kortene og bortførte ham til en Vals: thi hun sagde, ingen kunde valse som han.

-Ja, han vil ikke . . . -Hm, hvad vil han saa? Fru Urne sagde: -Han vil være Ingeniør. -Ja, saa, sagde Hans Excellence: -Hvad skal en Mekaniker her i Landet? Her løber vi ad de Landeveje, der er. Fru Urne sagde og saá ikke paa ham: -Han siger, Verden er stor. Der blev stille.

Fru Urne gøs sammen, som om en Kulde rystede hende: -Onkel Hvide, sagde hun og bevægede Hovedet en Gang frem og tilbage, som om der var noget, der gjorde ondt om hendes Hals: -Alle Altre bli'er saa tomme ... Hans Excellence stod endnu foran hende, og han løftede sin Haand. -Der er ingen Altre, min Pige, for der er ingen Guder. Vi er Han tav et Nu og hans Ansigt skiftede Udtryk: -Som de vi er.

Hans Excellences Øjne slog over mod Hendes Naade som tindrende Glimt og med en urimelig Bevægelse med sin Arm gennem Luften, som sled han i en usynlig Lænke, sagde han, som Svar til Kammerherre Urne: -Ja, de to har forstaaet hinanden. Bonaparte vidste Besked. Han gav Drivfjedren Vinger og læste Sammenhængen paa Bunden af sit Glas.

Han kyssede hende paa Kinden og gik. Saa var det altsaa forbi: Han havde sagt Ja. De skulde bort. En grusom Smerte greb hende. Og det stilnede igen, og hun løftede Ansigtet og saa sig om fra Plet til Plet. Hun mindedes den første Aften, Urne havde talt om Carl Der havde hun siddet med hans Billede i sin Haand saa længe.

Andre Ser