United States or Qatar ? Vote for the TOP Country of the Week !
Den var der imidlertid ingen, der havde talt om. Det var Skolen. Der var noget ved Skolen, der var galt. I flere Dage gik han rundt og spekulerede, saa han blev endnu mere sær, end han var i Forvejen. Han havde ikke lært noget, sagde de, og han havde dog gaaet i Skolen som de andre, og naar han kom hjem, havde han siddet bøjet over sine Bøger ligesom alle de andre.
Tine laa og smilte. Hun taenkte paa Brevet og paa Herlufs "Hils" og paa Skovrideren, som han havde siddet der ved Skorstenen. Ja, at det var blevet saadan: nu var hun da slet ikke mere bange for Skovrideren. ... Der listede En paa Sokker gennem Borgestue-gangen. Det var Maren. Saa blev der ganske tyst i Huset. Tine foer ud af Sengen, ud paa Gulvet, ud i Kokkenet paa bare Ben, som hun var.
Han mente det virkelig ikke saa farligt i alt Fald mente han det ikke nu mere. Det var jo i det hele taget hans store Ulykke: han mente egentlig aldrig ret noget for Alvor. Men han var dog vant til, at man lagde en vis, passende Vægt paa, hvad han sagde. Og saa havde denne lille, stilfærdige Pige siddet der saa ganske uimponeret. Han saa hen paa Hansen-Maagerup.
Ingen maatte vide, at du bare havde siddet musestille og lyttet efter, om du kunde høre dine egne Tanker gro. Vi gik sammen. Livet om os tog vort Sind med Vold og slugte os ganske. Vi var eet med Skoven, vi gik i. Vore Tanker fæstnede sig som Frø i vore Sind. Der laa Solstænk paa Vejen foran os. Aftenrøden sugede dem til sig. Fra de frugttunge Grene dryssede Olden.
Jeg var alligevel noget betænkelig, jeg holdt derfor Hestene an og vendte mig om til Andrea Margrethe for at høre hendes Mening. Denne, som i den sidste halve Time havde siddet og talt sagte sammen med Corpus Juris, reiste sig nu op og saae sig omkring. »Ja hvad er det?« udbrød hun, »vi er jo aldeles paa feil Vei; de to Bøgetræer der kjender jeg ikke.
-Og ikke Mad at opdrive, sagde Lille Gerster. Han havde ikke mælet et Ord til nu, men bare siddet dukket over sin Tallerken og leget med Melonkærnerne, det generede ham altid, at Lange talte saa højt, naar han var sammen med hans Familie, og havde saa store Bevægelser med baade Arme og Bén. Han havde stadig en Fornemmelse, som om Lange maatte vælte noget.
Barton ventede taalmodigt paa os i den hvide Dagligstue, og vi havde ikke siddet og spist Smaakager i mere end fem Minutter, da Lyden af en Vogn paa Vejen udenfor Vinduerne forstyrrede vor kunstige Konversation. "Det maa være Bob, der kommer," sagde Hr. Carruthers og gik tøvende ud i Vestibulen for at tage imod sin Gæst. De kom lidt efter ind sammen, og han forestillede Lord Robert for mig.
Han kyssede hende paa Kinden og gik. Saa var det altsaa forbi: Han havde sagt Ja. De skulde bort. En grusom Smerte greb hende. Og det stilnede igen, og hun løftede Ansigtet og saa sig om fra Plet til Plet. Hun mindedes den første Aften, Urne havde talt om Carl Der havde hun siddet med hans Billede i sin Haand saa længe.
I Begyndelsen flygtede hun gerne ud af Stuen, saa saare han viste sig derinde. Saa kom de mange Aar, da han havde siddet og herset med Teologien, stønnet under en Byrde, der tvang ham stedse dybere i Knæ. Det var saa lang og graa en Tid for ham, naar han nu tænkte tilbage derpaa saa ensformig som Regn, der drypper og drypper.
"I disse Dage." William trak Manuskriptet frem. "Vil Du høre?" sagde han. Hoff troede ikke rigtig: "I disse Dage naa, saa bliver Du vel et Geni, inden vi ser os for?" Saa læste William sit Enaktsstykke højt. Da han var færdig, lukkede han Manuskriptet sammen og vilde putte det til sig. "Nej, bedste Høg, lad Du mig faa det," sagde Hoff, han havde siddet henne ved Kakkelovnen, mens der blev læst.
Dagens Ord