Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 6. juli 2025
I mine Anmeldelser i Tidsskrift for Filologi ligesom i andre archæologiske Arbeider blev jeg derfor ofte nødt til at rette en temmelig skarp Kritik imod denne Retning. Den er ikke rettet imod en ny, men imod en gammel Vildfarelse. Man kunde ikke løsrive sig fra den forud fattede Mening, saalænge man ikke havde nogen anden Forklaring at sætte i Stedet. Det var nu denne, jeg fremsatte.
I en Afhandling betitlet Scenica i Videnskabernes Selskabs Oversigt 1897 havde jeg gjort Rede for Dörpfelds Anskuelse og dertil knyttet en filologisk Forklaring af de overleverede græske Benævnelser paa Theatrets Dele. Hertil føiede jeg i samme Tidsskrift 1899 en ny, væsentlig imod Bethe rettet Afhandling: "Afsluttende Bemærkninger om det græske Theater og Vitruvs Forhold dertil."
Det var allerede helt mørkt, da Niels Tjener kom og meldte de to unge Piger, at der var rettet an, og at Herskabet var ved at gaa til Bords. Karen skulde lige til at hoppe ud i en Reinlænder med Kusken. Men Kaninen stoppede hende i Farten og fik hende efter nogen Parlamentering trukket med sig. Dog skændte den lille uophørlig, medens de steg op ad Trappen, Munden løb som en Kæp i et Hjul.
Dertil Heden, selve Stemningen, den blandede Luft Han blev distræt, han sad og rev en Rose i Stykker og hørte paa Rektors Citater med et halvt Smil, der var langt borte. Saa pludselig uden Overgang slog han paa sit Glas. "Det er Høg," raabte man, "det er Høg" og der blev saa nogenledes stille. William stod midt for Hesteskobordet, rettet i sin fulde og slanke Højde.
Alle Værdier var gaaet endnu mere nedad, Mikkel følte, at han ikke kunde holde sin Stilling ud længere. Mikkel lagde sig op mod Væggen og grundede med Øjnene stift rettet frem for sig. Lidt efter krummede han Hovedet tilbage og lukkede Øjnene, han var kommen i Tanker om Susanna. Næsten i det samme mærkede han en hæftig gnavende Sult, han stod op og langede ud efter Klæderne.
Og saa var han saa alene for en gammel Vens Selskab kunde jo ikke være noget virkeligt for ham. Han var netop af den Slags, som skulde have Mennesker om sig Mennesker, han kunde være god imod. Han havde saa varmt et Hjerte, saa rig en Kærlighedstrang! Hele Tiden havde han rettet sine Ord til Fru Herding. Anna sad endnu henne ved Vinduet tavs. Men han følte, at de ogsaa naaede til hende.
Hun læste søvnigt nogle Vers; naar hun blev rettet, sad hun og legede med sine Fingre. -Jeg ved ikke, om ma petite hører efter, sagde Mademoiselle. Ellen svarede ikke, blev bare ved at læse. Mademoiselle tog nervøse Tag til Haaret, sagde: -Nei De forstaar ikke Skønheden. Ellen pillede. Kan De det udenad.
Han vilde sidde hos hende sidde der hver Dag ikke vide af nogen Anden end hende, var det end nok saa flygtigt! Men da han saa hendes Blik rettet paa sig, lod han atter sine Arme synke. Og med en ligegyldig Bemærkning gik han ud ad Laagen, ned til Stranden. Der blev han ved at gaa frem og tilbage. Den Ro, han en Gang havde fundet der nede, var vegen fra ham.
-Ja, sagde Faderen, mens hans Mundvige sitrede ganske lidt. Hans Excellence havde atter rettet sig i sin Stol og havde betragtet Moderen, da han pludselig sagde, sagte eller snarere stønnende, med en Stemme, hun ikke kendte, og med et Blik i sine Øjne, hun aldrig havde set: -Saa er Du alligevel lykkelig.
Han stammede, kunde ikke huske Ordene, blev rettet af Professoren lidt utaalmodigt, men dog monotont tog fejl, fortalte sig, søgte om Vejret, sukkede, tog sig til Panden, der var fugtig ... "Jeg kan ikke," sagde han. Professoren lod Bogen synke: "Naa," han saá saa underligt igennem ham, "saa kan De dog høre, det er galt."
Dagens Ord
Andre Ser