United States or Wallis and Futuna ? Vote for the TOP Country of the Week !
Konferensraaden løftede det højre og sunde Øje op imod ham med et Blik som et Dyrs, der føler Reb surrede om alle sine Lemmer. -Jeg har det som jeg plejer, sagde han, med Tungen tyk i sin Mund. Hans Excellence knyttede Gardinsnorene i en fast Knude: -Ja saa, sagde han. Han tog den Lammedes Puls og han betragtede sit Ur uden at bevæge Ansigtet.
Inde bag Krattet ligger Paradisengen. Gøgeurterne blomstrer, og langs en Grøft staar Kabbelejerne med tykke Frugtknuder. Mellem stridt Græs snor Snerlen sig til Tops og skriger Sommeren ud med Raaber for Mund. Allevegne synger Græshopperne. Et lille Gedekid med et tykt Reb om Halsen klager ynkeligt og ønsker sig bare hjem. Om Øjnene sidder Fluerne saa tæt som Sand. Et Sted er Græsset bølet ned.
Rasende roede han rundt om Skibet, men fandt overalt kun en brat Væg, han ikke kunde komme op ad. Endelig saa han under Sprydstagen et Reb, som man havde glemt at fjerne; det greb han fat i og gav sig til at klatre op ad det i Armene alene, siddende i sin Kajak. Men saa snart Matroserne opdagede dette, skar de Rebet over, saa at han faldt ud i Søen igen.
"Dersom De vil være saa venlig at løsne disse Reb," svarede jeg, "skal jeg vise Dem, hvor stærk jeg er." "Vi er interesserede i at se, om De er lige saa stærk som disse unge Træer," fortsatte han. "De vil let indse, at det er vor Hensigt at binde den ene Ende af Rebene om hver af Deres Ankler og saa lade Træerne svippe tilbage.
Da dette var gjort, krøb vi til den modsatte Ende af Kanten, hvor der voksede et af de forkrøblede Træer, den eneste Vegetation, der saas paa hele Klippefladen, og bandt Enden af dette improviserede Reb til en lang, tyk Rod, der var groet ud over Klippefladen i Haab om at finde et Sted, hvor den kunde gro.
Nej, han rører sig heldigvis! Caracas-Herren rystede ham let: »Jim, er Du vaagen? Lad mig tage det Reb bort! Hvad betyder alt dette her?« Han skar Rebet over. Men næppe havde han gjort det, før Vennen fik Overballance og næsegrus styrtede ned mod Gulvet. Den anden stirrede forvirret. Men Faldet havde nok virket og atter sat Blodet i Cirkulation.
Derpaa samlede de sig i en Klump et helt andet Sted og gav sig til at hale i et Reb alle sammen. Men hvad var dog det? „Støvlemanden“ følte pludselig, at man begyndte at lette ham fra Dækket, og saa gjorde han sig haard. Matroserne raabte, skreg, men de rokkede ham ikke af Stedet. Til sidst gav de sig til at synge en Opsang: „Evinigo didambisto! Hulla, hulla! Miardo ardluarsuk!
Aldrig har han haft Medlidenhed med mig! Aldrig har han givet mig et Tegn! Jeg har pisket mig med Reb og Remme, som bydes i hans hellige Skrift. Jeg har kastet mig ned paa mit Ansigt mod den nøgne Jord og ladet Regn og Storm stryge som Is over mit Legeme. Forgæves! Forgæves!
De to løse Ender af Rebene blev derefter kastet ned, og jeg ventede nu med nogen Nysgerrighed og en Smule Frygt paa, hvad der videre skulde ske. Hele Banden greb nu fat i det ene Reb, bøjede Træet ned i en Bue og fastgjorde det til en Træstub.
Manden var ifærd med at rejse sig, da et Reb blev kastet over Hovedet paa ham bagfra og med mærkværdig Behændighed slynget et Par Gange rundt, saa han var bundet fast til Stolen, inden han fik sig rejst. Foran ham stod en høj Mand, iført lang, mørk Ulster, smøget op om Ørene, en stor blød Hat paa Hovedet og sort Maske, saa Ansigtet var fuldstændig skjult.
Dagens Ord