Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 26. juni 2025
Baade han og Christopher have givet mig aldeles feilagtige Forestillinger om Præstegaarden herude: vil De tænke Dem, de har ikke engang fortalt mig, at Præsten herude var gift og havde Børn, saa at jeg til den Dag idag ikke har anet hverken Deres eller Deres Søsters Tilværelse. Hvad siger De dertil?« Andrea Margrethe sagde ikke Noget, og de Andre taug ogsaa stille, saa at der opstod en Pause.
Moderen knælede ned, og hun søgte at komme ind til Konen ind gennem Sjalerne, ind for at trøste hende. Men Byldten bare græd og græd og sagde: -Jeg skulde tale med Pastoren. -Ja, ja, Madam Hansen, ja, ja, Madam Hansen.... -Jeg skulde tale med Pastoren. Og Byldten kom hen over Gulvet, jamrende saa stille, saa tung som noget, der ikke levede, ind til Præsten.
Men i det samme aabnede Præsten igen sine Øjne; og hans Stemme lød højt og klart frem over Degnens og Menighedens monotone Sang, da han pludselig istemte de tre sidste Linier af Salmen: Sæt dig kun for af ganske Hu, At du vil aldrig mere nu Din Lyst i Synden søge. Der gik en raslende og puslende Lyd hen gennem Kirken som ved et Vindpusts Leg med vissent Løv.
»Ja saa«, sagde Præsten, da jeg omsider var færdig, »og slige Historier troer De, at De kan binde mig paa Ærmet? Nei min unge Ven, jeg forstaaer nok, hvad der stikker bagved. De er en Don Juan, en fuldstændig Don Juan, skjøndt det er græsseligt at tænke sig alt i saa ung en Alder at være saa fordærvet!
Først leveredes der nogle Forpostfægtninger mellem Præsten og Andrea Margrethe angaaende Middagsmaden, som Præsten tillod sig at kritisere temmelig strængt. Andrea Margrethe var imidlertid ingenlunde velstemt mod en saadan Kritik, der i saa høi Grad angreb hendes husmoderlige Stolthed. »Det maa jeg sige«, endte Præsten, »at vore Gjæster faae en temmelig tarvelig Modtagelse.
Jeg lod ham imidlertid ligge, thi vi havde jo fra i Dag af sluttet Venskab og Broderskab. Da jeg kom ned i Stuen, var Præsten og hans Familie netop ifærd med at afsynge deres Morgenpsalme, jeg sluttede mig til dem og sang med. Jeg tænkte ved mig selv, at det var egentlig godt, om man hver Dag stod tidlig op og saae Solen staae op og sang sin Morgenpsalme, thi det gjør En saa let og frisk i Sindet.
Men det vilde ikke lykkes; Kjeldborgs laae som en stor, tung Sten og tyngede paa mig. For dog at gjøre Noget drak jeg fem Kopper The, men deraf blev jeg ikke lystigere. En liden Afvexling fremkaldtes derved, at Niels traadte ind. »Hvad vil Du?« spurgte Præsten. »Jeg vilde blot sige Pastoren, at nu har jeg endelig fundet Trofast og givet ham sine Prygl.«
Tilmed havde han alt lovet Pastor Petersen i Ollerup at prædike for ham anden Juledag. »Prædikede De da for ham?« spurgte Præsten. »Nei jeg gjorde ikke, for Kulden blev altfor stræng.« »Kulden? Nu har jeg hørt det med!
I maa gaa ud af Kirken! raabte den gamle Frue til Mængden, der tavs og maabende stod og saa til I maa gaa ud! I har ikke noget at gøre herinde mere! Og Forsamlingen lystrede hende. Ganske langsomt begyndte Kirken at tømmes. Gaa op og faa ham ned, Helmuth! vedblev hun og pegede op mod Præsten Saa skal jeg ta' mig af Konen! Men Helmuth stod bleg og uvis.
Pas De paa, i den Dreng stikker der en Minister eller maaskee endog en Journalist, han seer mig ud til Allehaande. Men se, se, der kommer Rector Magnificus i egen høie Person«, og med disse Ord pegede Præsten paa en høi, mager Mand i en luvslidt Frakke med en noget rødladen Næse, der i samme Øieblik traadte ud af Døren paa Skolehuset. »Han er ikke uniformeret, men illumineret, som De seer.«
Dagens Ord
Andre Ser