Hun stillede Tallerkenerne frem og daekkede, og hun saa til hans Livret, som hun havde lavet iaftes silde, da alle var til Ro; og hun satte Glassene frem, hvoraf han skulde drikke. Hun blev ved at gaa omkring ved det hvide Bord, puslende med ingenting; hun taenkte ikke paa, at han tovede lykkelig ved kun at sysle her, hvor de skulde vaere sammen. Saa horte hun hans Trin, og hun gik hen mod Doren.
Men i det samme aabnede Præsten igen sine Øjne; og hans Stemme lød højt og klart frem over Degnens og Menighedens monotone Sang, da han pludselig istemte de tre sidste Linier af Salmen: Sæt dig kun for af ganske Hu, At du vil aldrig mere nu Din Lyst i Synden søge. Der gik en raslende og puslende Lyd hen gennem Kirken som ved et Vindpusts Leg med vissent Løv.