United States or Algeria ? Vote for the TOP Country of the Week !
I vort eget og i andre Lande, som vi plejer at kalde civiliserede, har man længe haft for Skik at latterliggøre enhver Tro paa, hvad der ikke tydelig kan ses og forstaas af de allerjævneste Mennesker. For Gennemsnits-Englænderen findes der ingen mystisk Verden. Men hvor er han ikke i Modstrid med sig selv i Grunden?
Men saa blev han træt til sidst og sagde til sine Koner, at de skulde føre ham til Havet. De vidste nu, at han ikke vilde leve længere, og saa klædte de ham i Fangstdragt, saaledes som vi plejer at gøre ved Lig. Han vred Ansigtet i Smerte, da de trak Pelsen ned over de dybe Saar; saa bar Konerne ham ud og satte ham paa en Skrænt, der faldt ud i Havet.
-Ja, svarede Ida. Hun havde vist slet ikke hørt hvad han havde sagt, men hun talte i den sidste Tid med dem alle af Opvarterpersonalet, med Ellingsen og med Buffetjomfruen, dem alle; næsten som paa Hoteller uvilkaarligt de Folk plejer, der gaar i en Skræk for en Dag ikke at kunne betale. -Vejret er saa smukt, sagde hun.
Nogle Dage før et Menneske skal myrdes, plejer man at lade en Ytring falde, som kan lade Ofret forstaa, at det snart skal dø. Dette gør man for at pine sine Fjender med Dødsangst. Christian havde, allerede kort efter at Katiaja havde sprængt sin Mand og sin Medhustru i Luften, erklæret, at han nok skulde vide at tage Hævn over Kvinden.
Desuden tager vi det mageligt; gaar en halv Snes Mil om Dagen og hviler godt ud om Natten. Forresten kommer jeg til at tænke paa, at vi egentlig lige saa godt kan skyde en Genvej igennem Skoven istedet for, som jeg plejer, at følge Floden. Det sparer os dog omtrent 80 Mil." Fru Weldon rakte ham Haanden til Tak. "De skal ikke takke mig, Frue.
Det er hendes Soveværelse! Jeg tror, hun er derinde, det plejer hun i hvert Fald at være, naar hun er i ondt Lune.« »Naa, hun gaar vel nok ind paa at lade mig se Værelset under disse Omstændigheder.« Carman tvivlede og fik Ret. To Gange maatte de banke paa Døren, inden hun svarede.
Jeg hørte det samme igen, men denne Gang var det nærmere ved min Dør; der var imidlertid en tydelig Forskel, det lød ikke mere som Trin, saaledes som vi plejer at høre dem, men det var en underlig ensformig og tungt slæbende Lyd, der i Øjeblikket forvirrede mig. Men min Uvished varede neppe et Øjeblik.
Hun satte ikke Pris paa at blive regnet til de Paatrængende. -Fru Abel forstod hun ganske simpelt ikke. Om Aftenen sad hun ved Vinduet for at høre om han i det hele slap hjem. -Graven plejer jeg, sagde hun paa Møllen. -Satan til Fruentimmer, saa de vimser. Kiær viftede i Kontoret med sin Hat, som vilde han holde Fluer væk. Louise-Ældst var smuttet forbi ham i Døren.
Naar en Mand pønser paa Drab, plejer han altid at sætte en ny Jernspids paa sin Pil eller Harpun; der er dem, der har ganske bestemte Spidser til Mennesker. Da Ilisimartoq derfor en Dag satte en ny Spids paa sin Harpun, vidste alle, at han nu atter tænkte paa Drab, og man vogtede derfor nøje paa ham.
Men pludselig rejste hun sig halvt og saá ud op mod første Etage, med et lille Kast med sit Hoved: -Det er dér, vi plejer at sidde, sagde hun og satte sig rapt igen. -Hvem? -Vi, sagde hun. Nogle Sygeplejersker havde abonneret dér ifjor. Ida sad igen, mens Støjen steg, og smilte, med Ryggen helt lænet tilbage mod sin Stol.
Dagens Ord