United States or Andorra ? Vote for the TOP Country of the Week !


Jeg tænkte jo nok, det var et Fruentimmer! Det Arbejde holdt Mandfolkene ikke ud.« I det samme bankede det paa Vinduet udenfor. »Lizieraabte en Stemme derude. »Er det Dig!« »Aa det er min Joe, det er min Joestønnede Kvinden og krøb stønnende hen mod Vinduet. »Saa saa! Tag det med RoDetektiven lagde blidt sin Haand paa hendes Skulder og holdt hende tilbage.

En to Aars Kvie havde revet sig løs og stormede nu rundt paa Pladsen med Halen stift til Vejrs som en Flagstang. Mødrene reddede deres Børn op paa Armene og flygtede. Mandfolkene grinede og kyste af Dyret, der blev vildere og vildere. Og paa een Gang satte det med et Spring ind gennem Aabningen til Beværtningsteltet. Hurra-a! hun er tørstig! brølede Ungdommen og stimede sammen om Teltdøren.

Fru von Eichbaum havde der var et Øjeblik stille ført Hænderne op til sine Øjne: -Aa, den Stakkel, sagde hun sagte. -Ja, sagde Admiralen, der bød Armen til Fru Mourier: Vedel sagde s'gu det. De begyndte at gaa ind til Bordet, mens man, midt under Støjen fra Stolene, hørte Fru Schleppegrell sige med sin lidt skingrende Stemme: -Ja, dér har vi Mandfolkene.

Hun gik i stille, sukkende Længsel efter at føle og nyde «Elskovens henrykkende Salighed». Men da Mandfolkene stadig gik af Vejen for hende, havde der lidt efter lidt inderst inde i hende ophobet sig en Bitterhed og et indeklemt Had til alle, navnlig til alle Kvinder, som fandt et Par aabne Arme at kaste sig i og en bankende Barm at læne deres længselsfulde Hoved imod.

-Men forresten har de jo ingen Skove paa Sjælland, sagde han. -Nej, vel? sagde Ida med et pludseligt Smil. -Derovre er der da Træer, fortsatte Eichbaum, som blev ved at tænke paa Jylland. De var standsede igen, og der gik et Par Ungherrer af Kontorfaget forbi. Karl lo og sagde: Mandfolkene vender sig efter Dem, Frøken Ida. -Hvorfor?

Og Mandfolkene slog Hænderne mod Laarene og raabte og pegede og dunkede hinanden i Siderne. Selv Musiken kunde næsten ikke spille af Latter. Det var den lille, puklede Urmager Svendsen, der, paavirket af Øl og Brændevin, pludselig havde slaaet sine Orangutangarme om Hofterne paa Store-Olga fra Vejrløse og nu forsøgte at svinge hende «forkert» i en hvirvlende Tyrolervals.

Hvorfor Fanden gaar De saa ikke ned og slukker, Mand? Hva' kan det nytte, at De kommer herop? Jeg mente, at Baronen skulde dog vide .... Ja, ja! det er godt! det er godt! Skynd Dem derned med no'et Mandskab! Fanden med Hytten, den er vel leveret! Men sørg for, at Træerne ikke brænder! ... Lad den store Vandvogn fylde ved Kopumpen; og lad Mandfolkene trække af Sted med den og Sprøjten.

Mandfolkene til højre og Fruentimmerne og Børnene til venstre. Saa snart Skaren fik Øje paa Køretøjet, gav den sig til at vifte med Hatte, Huer og Tørklæder og brød ud i et brølende Hurra. De holder nok meget af dig, Helmuth? sagde Baronessen. Naa aa, mente Helmuth det er nok snarere Risengrøden og Kalvestegen, de raabe Hurra for! Forvalteren og Mejeribestyreren dirigerede hver sin Flok.

De stritter imod saalænge, indtil den værste Sygdom af alle: Trang og Sult, endelig faar Bugt baade med Humør og Arbejdslyst og Kræfter. Det er uberegneligt, hvad den i Paris aarligt hverver af Rekruter til den store Vagabondhær. Mandfolkene gaar over i den, kvinderne i en anden, der er endnu værre og uhyggeligere.