United States or Switzerland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hvorfor lærte vi ikke strax hinanden at kjende, da var Alt blevet saa godt! Det skal blive godt ogsaa saadan, min Ven! sagde jeg og kyssede hende paa Panden. Vi satte os ved det aabne Vindue og snakkede sammen om det kjære Rathen. Minna drillede mig med, at jeg i et Brev, som jeg havde sendt hende for et Par Dage siden, havde forvexlet to Udsigtspunkter.
Men det er min egen kjære By, vi skal ind til, dèr glæder jeg mig ogsaa til at gaa om med dig. Det er blot vor Kjærlighed er ligesom en Plante, der er voxet her, og nu skal den omplantes. Minna lo en mild og klog Latter: Nei, den skal nok kun flyttes. For det er jo en Plante, der har Rod i Hjerterne, og ikke i en Egn.
Jeg stod endnu op med min Hat i Haanden, da Fru Hertz efter et Par Minutters Forløb traadte ind. Hun havde forvaagede maaske forgrædte Øine, og hendes Smil syntes kun af Vane at være paa Læberne. Min Mand sover, kjære Ven, sagde hun, idet hun gav mig Haanden, det er slet ikke godt med ham. Er det blevet værre?
Jeg vil haabe det, kjære Frue, men jeg troer rigtignok, at De altid har haft et roligere Sind og ligeligere Temperament end Minna, og at De derfor i Deres Ungdom har lidt mindre ved en saadan Adskillelse. Ja, det er rigtigt, sagde Hertz, for Minna vil det falde tungere .... Men vi maa alle kjæmpe hver med sit og det bliver til vort eget Bedste.
Tys! udbrød hun, idet hun lagde Pegefingeren paa mine Læber og betragtede mig med et pudsigt, forskræmt Udtryk. Men strax forandrede det sig næsten indtil Surmuleri: Og du, der sagde saa koldsindig, at det var lige meget, om Værelserne kom til at ligge i hver sin Etage Men overfor Opvarteren, Kjære Ja ja, jeg veed nok
Saalænge der derimod endnu ikke er hverken Romantik eller Skygge, men kun Søle og vissent Vinterløv under Skovtræerne, saalænge Kløvermarken hverken har Blade eller Duft og Aabredden højst en lille Anemone bag en graaskiden Snebunke, der er i Færd med at smelte, saalænge har den kjære Natur dog maaske en Smule for meget Slægtskab med de mindre propre Smaaglutter, hvem Næsen løber paa.
Bogstaverne dandsede og flød ud, det varede et Par Minutter, inden jeg kunde læse: Min kjære, inderlig elskede Ven! Det er forbi! Jeg maa blive hans. Jeg har tøvet, og tøvede gjerne endnu, men jeg føler, at det bliver ikke anderledes. Der kommer ingen Kraft op i mig til at bryde med min første Ungdom, til at gribe din kjære Haand og begynde et nyt Liv.
Jeg var ikke ældre end godt fjorten Aar; saa sad han ved Siden af mig og kyssede mig vel ogsaa, eller vi gik Ture sammen. Ak, kjære Ven! det var skrækkeligt! tænk Dem, jeg gik i den Tanke, at det skulde saa være, det Menneske var mig saa skrækkelig imod. Saa reiste han bort, og vi skrev undertiden til hinanden Gud maa vide hvorom.
Da jeg nu den foregaaende Aften havde faaet Blod for Tand med Hensyn til at holde Taler, fandt jeg, at det var en passende Leilighed til at indhente det Forsømte. Og da denne Tale var min Jomfrutale, kan jeg ikke nægte mig den Fornøielse at meddele den her. Den lød, om jeg husker ret, omtrent saalunde: »Kjære Venner!
»Naa saaledes!« udbrød Præsten; »De hører altsaa ogsaa til de kjære Mennesker, som mene, at hver Dag gaaer tabt, hvori de ikke har læst i en Bog!« Hvor forskrækket jeg blev over at see min levende Interesse for Bibliotheket modtaget paa en saadan Maade, kan man vel nok tænke sig.
Dagens Ord