Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 11. juni 2025
Der blev en Fortællen ved Visiter; alle de gamle fulgte efter Otto Heinrich i Stime, paa Vejen fra Kirken; ridderlig bøjede Otto Heinrich sig og bød den ældste Stiftsdame Armen; ved de smaa Teer; Otto Heinrich sang Løjtnansviser og akkompagnerede sig med en Finger. Der var især en Vise om en Bændelorm. Det var Otto Heinrichs Yndlingssang. "Ich hab' im Leben keine Freude.
Men saa pludselig sagde Gerson: "Naa, Du var nok ovre i Kirken idag." Det var skrækkeligt, saa lang Tid det tog at finde den Digtsamling paa Reolen, der stod henne i Krogen i Mørket, og William svarede ikke, før han kom hen til Lyset med Bogen i Haanden. "Her er de," sagde han, det var Aarestrups Digte.
Kun en gammel Kone blev i Kroen for den syges Skyld; hun satte sig i Døren med sin Rok og spandt Time ud og Time ind uden selv at gøre ringeste Støj. Tider gik. Oppe fra Kirken kom nu og da en svag Bølge af Stemmers Lyd. Et Vindpust førte stigende Larm med sig derfra, Latter, Udbrud af de dansende. Axel aabnede Øjnene, halvt henne som han var, og saa, at Natten var lys. De sang oppe i Kirken.
Lige siden den hellige Akt var afsluttet i Kirken om Middagen, havde man „arbejdet“ rundt om ved Gildebordene; der var rig Lejlighed til Overmættelse, og Kaffen smagte saa dejligt efter alt det grove Kød. Men nu var Aftenen kommen, og Dansen skulde begynde. Raab engang en Indbydelse til Dans ud over en grønlandsk Boplads!
"Vi mente saa," fortsatte Lund, "at De vilde kunne faa det rart i Sorø, der er saa billigt, og De vilde snart kunne faa Friplads." ... "Ja, det er jo rart," han talte som et Menneske, der snakker i Søvne. Men pludselig hævede han Hovedet og sagde: "I Sorø, ja det er mit højeste Ønske." Han tænkte lige straks paa Kirken. Lidt efter gik Lund.
Vi havde imidlertid naaet Kirkegaarden og vare gaaede et Par Gange omkring den, uden at jeg i Samtalens Hede havde lagt Mærke dertil. Nu standsede jeg og saae mig om, og Emmy, der maaskee frygtede for at have været altfor ivrig, standsede ogsaa. Kirken, der ved Dagslyset saa temmelig uanseelig ud, syntes at være voxet i Maanelyset.
Saaledes sad de længe, Tonerne gled over hans Hoved ud i Kirken og døde fremme under Hvælvingen. Hun rørte sig ikke. Hun havde en Følelse af, at hun maatte sidde rank, hun vidste ikke selv hvorfor. Hun sagde ogsaa til sig selv, hun vilde holde op med at spille, at det var bedst at holde op, men hun blev alligevel ved det var, som om Fingrene holdt ved Tasterne.
Naturligvis hændte det ogsaa nu og da, at Tyven og Tyvens Tyv kom til Enighed om Tingene og broderlig delte Rovet. Stranden var Folks evige Uro, deres Tankers Næring og Afgud. Engang sad Skagboerne i Kirken og hørte Højhelligdagspræken. Da mærkede de, som sad Døren nærmest, at der blev ført højrøstet Passiar ude i Vaabenhuset, det var Kirkebetjenten, der skændtes med Strandfogden.
Han gik kun over i Kirken hver eneste Fredag og Onsdag, og han var glorød, naar han hilste paa Damen. Undertiden kunde det da hænde, at hans Rødme smittede. En Dag sagde en af Williams Kammerater i Frikvarteret til ham: "Holder Du meget af at høre min Kusine spille?" "Din Kusine?" "Ja, Du render jo over i Kirken hver Onsdag." William blev rød og sænkede Øjnene ned over "Bohr": "Ja," sagde han.
Saa da han naaede Byens Mark, vendte Erik Dyret. Men da han kom op paa Bakken, dreiede han Hovedet. Der laa Byen og der ... omtrent ved Kirken laa Linds Gaard ... Ja, der med Skorstenen. Saa red han hjemad. Og han red rundt i Skoven den hele Dag, Dyret lod han græsse lidt paa Haraldhus Eng, steg saa igjen til Hest; red rundt, snart mellem Træer, snart ad Veie, tænkte ikke derover.
Dagens Ord
Andre Ser