Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 17. juni 2025
-Naa, Herre Gud, sagde Fru Canth og løftede veltalende Armene i Vejret, naar man skal være bararmet ... Skaal, »de Smaa«, sagde hun og drak Ungkarlene til. -Det var uanstændigt , sagde Fru Mølbom oprørt. Arthur, sagde hun over Bordet gav jeg Dem ikke Kikkerten? Arthur bevidnede det: Men De saa' jo ingenting, sagde Sundt, for Pillen. -Lidt saa' man vel, sagde Fru Mølbom krænket.
Det var Frøken Koch, Plejemoderen fra Kvinderne. -Ja, sagde Frøken Friis, der endelig var færdig og havde faaet fat i Kikkerten: jeg holder ikke af at lugte af Karbol udenfor Anstalten. -Godnat. Frøken Koch kom ind i Stuen og satte sig henne i Krogen med Hænderne mod sine Knæ ligesom et Mandfolk: -Maa man være her lidt? sagde hun.
Ellen tog først Kikkerten bort og som om hun slet ikke havde hørt noget, sagde hun aandsfraværende: -Hvilken? Taler De og Grev Urne nu om Mytologi? Men saa fik Fyrstinden pludselig Øie paa en Veninde i den anden Avant-scéne-Loge, og hun maatte absolut over at tale med hende. Grev Urne kom ind og fulgte hende over. Ellen følte det som en Lettelse, da hun var gaaet.
-Hva'? ... Ikke mere? sagde hun og lod Øjnene rask gaa hen over de rensede Fade: -Saa maa vi synge Sangen, sagde hun resolut, og løb op for at finde Sangbunken. -Vin reddet, raabte Andersen, der havde beholdt de seks Flasker Vin oppe ved Sengen i Kikkerten og paa en Rekognoscering endnu havde fundet de to; Hr. Gravesen vilde først forsøge med fire flasker.
Steg pludseligt Løbenes Interesse; blev Udfaldet tvivlsomt ved et uventet Forspring, kunde Grevinden med en Gang blive ganske bleg thi Ellen Urne blev bleg naar hun kom i Oprør og febrilsk fordoblede hun sine Indsatser, mens hun blev siddende fremadbøiet uden at tage Kikkerten bort fra sine Øine, der skinnede.
Han satte Kikkerten fra sig paa Bordet og sad med Hovedet støttet paa Armen bøjet ud over Balustraden. Der var noget uddødt over den hele Fremtoning. Lidt efter blev han vækket af et Par Venner, og William saá dem Kl. 12 køre bort med to Damer. Fra det Øjeblik tog William Hoffs Parti.
Saa tog Ellen Kikkerten bort, satte den atter for og blev rød: Hun vilde have troet, det var hende selv, der red. -Ja, Ligheden var forbausende. Hun følte en Beundring, mens hun betragtede sin egen Skønhed hos en anden. Pludselig vendte hun sig for at sé paa Carl. Han sad med Kikkerten klistret til sine Øine: -Det er en deilig Hest, sagde hun.
Thi naar de fra Parkettet i Kikkerten streifede den lille Loge ved Siden af Hofdamernes, som Urne havde hver Tirsdag og Fredag, da blev de undertiden slaaet af et besynderlig tomt og slukket Blik, der mødte dem i Ellen Urnes Ansigt saadan, som hun sad der bag Viften og havde glemt sig selv og troede sig usét.
La coquine, l'impudente , sagde Fyrstinden igen, hun blev ved at sluge hende med Kikkerten. Pludselig skottede Ellen hen til Carl, som sad ved Siden af hende: Han var ganske bleg. Han sad forbauset med store Øine og stirrede paa Scenen uden Kikkert. Men saa med én Gang blev han blussende rød, og da Théo begyndte at synge, reiste han sig sagte og gik op i Baggrunden. Der blev han siddende.
Dick tog ikke Øjnene fra denne Kyst, som han saa længe forgæves havde spejdet efter. Den viste sig tydeligere og tydeligere efterhaanden som Skyerne spredte sig og Taagen lettede. Det var et Forbjærg, der traadte frem, selve Kysten kunde ikke skimtes. Saaledes forløb to Timer. Dick bevægede Kikkerten nervøst frem og tilbage over Horisonten imod Øst, saa faldt pludselig hans Arm ned.
Dagens Ord
Andre Ser