Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 24. juni 2025
Men saa vendte Schønaich sig og hilste. -Det var smukt, sagde han. -Ja saa smukt ... De sagde kun de to Sætninger blidt og begge dvælende. Og han hilste igen, og Vinduet blev lukket. -Ellen vaagnede saa glad den næste Dag. Hun havde haft Uret nu vilde hun gøre den god igen. Hun vilde ikke være indladende men ialfald høflig. Foreløbig skulde hendes Fader gøre den gamle General en Visit.
Ellen nikkede, reiste sig og gik bort fra Flygelet. Schønaich sang. Lidt efter gik han. Aftenen efter mødte han Ellen, da hun kom fra Moderens Grav. De hilste venligt paa hinanden og uden at sige noget, gik de begge henimod Lindegangen. Da de havde gaaet nogle Skridt derinde standsede Ellen. -Jeg har en Ting at sige Dem, sagde hun. Schønaich ventede.
Maria Carolina saa' dem komme, to og to, med hinanden om Halsen, pludrende og hvinende løb de til og fra ... Naar de kom forbi Bænken blev de stille, og de hilste med smaa gravitetiske Kniks og holdt ud i Kjolerne og stirrede paa Maria Carolina med store runde Øjne.
Hun gik idag lige forbi ham, og da han hilste, smilede hun, saa hun viste nogle smaa, hvide Tænder, og sagde "Goddag". Om Eftermiddagen spurgte William Gerson, om han ikke vilde besøge ham om Aftenen. Aldrig havde det været William saa svært at føre en Samtale som den Aften, og alt, hvad han sagde, kredsede rundt om ét Spørgsmaal.
Paa Dørtærskelen hilste min Tjener mig med den Underretning, at der lige havde været en Kineser, som vilde tale med mig. Jeg tøvede ikke længe, men pakkede mine Sager ind, og et Par Timer efter havde min Hustru og jeg forladt London og var taget til en lille Købstad midt inde i Landet.
Saa nærmede en Tjener sig ham, hilste ham med den største Ærbødighed uden at se paa ham og sagde noget, jeg ikke kunde høre. Nikola vendte sig om mod mig og bad mig om at betale Folkene. Jeg gjorde det, og de vendte straks tilbage til Byen, ad samme Vej, de var komne. Saa henvendte Nikola sig til Munken, som stod og ventede, og sagde, idet han pegede paa mig: "Dette er min Sekretær.
Hun holdt bestandig mest af de Veje, hun var vant til. Saa kendte man alting, hver Krog, hver Baad og Vinduerne og næsten ogsaa de Mennesker, som kom. Og der var nogle, som hilste, ligesom hjemme i Horsens. Nu nikkede han ogsaa, den gamle tandløse Opvarter paa "Rørholm". Det var fra forleden Morgen, da de drak Kaffe dér, fordi Karl v.
Og da Nils Uldahl endogsaa senere paa Dagen gik hen og hilste paa sin Arvefjende gamle Søren Jensen, »Studeprangeren«, der havde købt hans Fædrenegaard Egesborg, indsaa Bønderne, at Godsejeren havde taget Skade paa sin Forstand og opgav ham ...
Dagens Ord
Andre Ser