Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 9. november 2025
Men hvor høit vi end raabte det sidste »Væk«, var der dog en Stemme henne i Døren, der raabte det endnu høiere vi vendte os forskrækkede om der stod Præsten i Slobrok og med Nathue paa, og stirrede paa os som en Død fra Graven. »Ach du lieber Augustin, Alles ist weg!« raabte han, »ja det kan jeg rigtignok synge! Her er jo et Spektakel, som om hele Bistrupgaard havde sat hinanden Stævne!
Naar Moderen og Ida gik hjem, tog de Vejen forbi "Gaarden". Der brændte kun, hos Frøken Schrøder og henne hos Forvalteren, to ensomme Lys. -Godaften, lød det. Det var Forkarlen, Lars Jensen, han rejste sig fra en Bænk. -Godaften, svarede Moderen. Og de gik videre, ind i den mørke Godsforvalter-allé. Hjemme hørte de Latter helt ud i Gangen. Det var Skovrideren, som var kommet over til The.
Henne paa Rørstolen, ved Bornholmeren, sad Jomfru Arkadia og smilede glad til sine egne hvide og lovende Smalben. Vognen kørte bort ud mod Kongens Nytorv, frem gennem Byen. Fortovene var allerede fyldte af Mennesker, der, i Sølet, som smudskede alle Fødder, gik, mellem hinanden, i Morgenkulden. Excellencen kendte ingen. Han hilste, med samme Nik, alle der kendte ham.
Vejret var godt; og Folk kom myldrende milevidt fra som Ravne til et Aadsel ... Henne i Hjørnet mellem Hovedfløjen og »Asylet« var lavet en Forhøjning af Tønder og Brædder, og her sad Auktionarius og raabte, saa hans Stemme skar gennem Larm og Snak.
Saa kom de frem, lagde til Land, gik op i Husene og ventede paa, at det skulde blive Aften. Det var paa de Tider, da allerede nogle af Menneskene var døbte. Ud paa Aftenen anbragte man derfor alle de kristne paa Sidebriksen henne ved Vinduet og hængte Skindtæpper for, saa de intet kunde se.
Og hun spurgte om Maden til Middagen, som Sofie nævnede for hende, henne fra Mørket, Ret efter Ret. -Den kan gaa ud, sagde Hendes Naade og stansede Tyendet, der var ved at nævne en Mellemret. Sofie vilde svare, men hun sagde: -Han mærker det ikke. Han véd aldrig, hvad han selv spiser. Sofie nævnede Deserten: -Saa forlanger Du Penge, sagde Hendes Naade. -Jeg fik Penge igaar.
Hm! ... Ved De, hvor jeg var henne om Eftermiddagen? Nej ... Skal jeg fortælle Dem det? spurgte han med et underligt stikkende Glimt i Øjnene. Ja ... nej! sagde hun forvirret. Han tøvede lidt og syntes at glæde sig over hendes Forvirring.
Han kunde føle Raseri, naar han med et Drikkeskillings-Smil anbefalede for lækkersultne Gæster de Retter, han ikke selv skulde smage, og henne fra sin Krog fulgte han saa begærligt hver en Bid, som Gæsterne nød.
Vinduet klaprede voldsomt imod Muren. Vinden tog fat i Gardinet og løsnede det, saa det fløj som en Fane langt ind i Stuen; Flammen i Lampen slog op og osede ... William og Nina sad henne i en Krog bag Bogskabet og græd sagte; Drengen havde lagt sit Hoved ned i Søsterens Skød. Stella laa udstrakt over Vuggen.
Den Fremmede kom ind og stillede sig lige ved Døren. "Tak." Der var halvmørkt henne i Krogen og Hoff saá kun en høj Skikkelse, indhyllet i et Sjal og med et Kniplingsslør for Ansigtet. Hun blev ved at staa dér, som om hun ventede. Hoff rejste sig helt fra Sofaen: "Ja, Hr. Hoff, det er mig." sagde han og bukkede. Damen drejede Hovedet om efter Værtinden, Hoff saá det: "Læg lidt Kul paa," sagde han.
Dagens Ord
Andre Ser